Terror var planlagt i årevis

Lyt til artiklen

Terrorangrebet mod USA har været undervejs i flere år, og mange af terroristerne er kommet ind i landet gennem et smuthul i indrejsereglerne og har lært at flyve på skoler i Florida. Det siger kilder i politiet til avisen Boston Globe. FBI offentliggjorde fredag aften en liste over de 19 terrormistænkte, som USAs myndigheder mistænker for at have kapret de fly, som tirsdag blev brugt i terrorangrebene i USA. Der er flere spor til Europa, hvor der fredag er anholdt personer i Holland, Tyskland og Belgien. Gik på flyskole i Florida Allerede i 1996 begyndte en af de 19 mistænkte, Waleed Alshehri, på en flyskole i Daytona Beach, Florida. Siden fulgte flere andre selvmordspiloter i hans fodspor, og politiet mener, at mindst halvdelen af de 10 mistænkte, der kaprede to fly fra Boston, har lært at flyve i Florida. Meget tyder på, at Saudi-Arabiens nationale luftfartsselskab har spillet en rolle i optakten til angrebet. En talsmand fra selskabet bekræfter, at flere af de mænd, der mistænkes, er ansat i Saudi Arabian Airlines og var i USA for at gå i skole. Et halvt års spionage De mistænkte gerningsmænd har ifølge forbundspolitiet brugt de sidste seks måneder på at udspionere lufthavnen i Boston. Herfra kaprede terroristerne tirsdag morgen de to fly, der senere ramte World Trade Center. Gruppen blev ifølge politiet anført af den 33-årige Mohamed Atta og hans fætter Marwan Al-Shehhi, der kommer fra De Forenede Arabiske Emirater. Det er uklart, om han er den samme Mohamed Atta, der i 1986 var mistænkt for at have deltaget i et bombeattentat mod en israelsk bus, men det ligger fast, at han i 1990erne kom til Hamburg. Her begyndte han og fætteren at læse elektronik på byens tekniske universitet, og politiet i Hamburg efterforsker nu mændenes færden i byen. Det førte torsdag til anholdelse af en lufthavnsarbejder, som bor i en lejlighed, der har været brugt af selvmordsterroristerne, men manden blev i går løsladt. De to mænd dukkede op i USA i midten af 2000, og indtil attentatet befandt de sig i en lejet lejlighed i Venice, Florida, hvor de havde boet siden juli. Her fik de flykurser og en træning, der kan have gjort dem i stand til at styre de fire kaprede fly mod deres mål. Meget tyder på, at terrorgrupperne ikke var i kontakt med hinanden, men arbejdede i selvstændige grupper eller celler, som er karakteristisk for Osama bin Ladens måde at operere på. Hver gruppe har formentlig bestået af kaprere, hjælpere og en kommandant, som først ankom i sidste øjeblik. Og det står klart, at der i USA har været mindst tre centre for udførelsen og planlægningen: Boston, Union City i New Jersey og en række byer i Florida. Bordede skib Det var også ud for Miami i Florida, at den amerikanske kystvagt i går bordede et skib og anholdt to personer med »en baggrund i flykapring«, oplyser CNN. De amerikanske myndigheders skærpede kontrol med de amerikanske lufthavne førte i går til, at i alt ti personer fra Mellemøsten blev arresteret i to af New Yorks lufthavne. En af fem anholdte i J.F. Kennedy-lufthavnen skulle være i besiddelse af et falsk flyvecertifikat, skrev New York Times. Få timer senere arresterede politiets yderligere fem personer, denne gang i La Guardia-lufthavnen. De var i besiddelse af billetter uden returrejse samt knive, falske pilotlicenser og identifikation, oplyste flere medier. Senere på dagen oplyste FBIs vicedirektør, Barry W. Mawn, at der ikke var nogen forbindelse mellem de ti anholdte og tirsdagens terroraktioner. Anholdelser i Europa De hårdt belastede amerikanske politi- og efterretningsfolk får hjælp af kollegerne i resten af verden. Det internationale politisamarbejde Interpol har oprettet en specialenhed for at indsamle informationer - styrken, der har fået navnet »11. september«, er den første af sin art i Interpols historie. I den hollandske by Rotterdam anholdt politiet torsdag fire personer, som mistænkes for at være medlemmer af et yderligtgående islamisk netværk, og i Bruxelles pågreb man torsdag to personer, der tilhører en radikal islamisk bevægelse. »Indtil videre er der ikke noget, der tyder på en forbindelse til Osama bin Laden«, sagde en talsmand for den belgiske statsanklager senere på dagen. Efterforskningsholdene kom i går tættere på de kaprede flys sidste dramatiske minutter, da to af de såkaldte sorte bokse blev fundet blandt flyresterne. Det galdt United Airlines Flight 93, der styrtede ned 120 kilometer fra Pittsburgh i Pennsylvania, og American Airlines Flight 77, der styrtede ned i Pentagon. Oplysningerne kan muligvis svaret på, hvorfor United-flyet - som det eneste af de fire kaprede fly - ikke ramte en vigtig bygning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her