Et ansigt på terroren

Mohamed Atta. - Foto: AP
Mohamed Atta. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Politiken søndag: Siden tirsdag har amerikanerne knyttet næven mod fjenden uden ansigt og spurgt sig selv, hvem der kunne styre et passagerfly ind i World Trade Center. Nu stirrer et billede af en ung mand med sammenknebne øjne op på verdens avislæsere, der får at vide, at svaret på deres spørgsmål er: Mohamed Atta. Den 33-årige mand havde købt billet til American Airlines 11 og sad i sæde 8 D, da flyet med 92 mennesker tirsdag morgen amerikansk tid lettede fra Boston med kurs mod Los Angeles. Ifølge det amerikanske politi kaprede han og fire andre mænd med arabiske navne flyet og fløj det ind i World Trade Centers nordlige tårn klokken 08.48 - måske med den pilotuddannede Mohamed Atta ved roret. I jagten på skyldige har efterforskningsholdet rullet Mohamed Attas umiddelbare fortid op. Sporet har foreløbig ført politifolkene tilbage til Marienstrasse 54 i Hamburg. Her boede Mohamed Atta indtil februar i år, mens han læste til civilingeniør på den nordtyske bys tekniske universitet. Hans papirer viser, at han er fra De Forenede Arabiske Emirater, men andre oplysninger peger på, at han i virkeligheden stammer fra Egypten. En behagelig lejer Viceværten i den mugne gule bygning kalder ham »en behagelig lejer«, og naboerne siger, at han var »høflig og holdt sig for sig selv«. De fortæller, at han i perioder havde flere arabiske mænd boende - alle stillede omhyggeligt deres sko uden for døren. En af gæsterne var Marwan Al-Shehhi, som var på United Airlines 175, der tirsdag ramte World Trade Centers sydtårn. Hans professor, Dittmar Machule, beskriver ham som »begavet og meget religiøs« og siger, at folk, der kendte Mohamed Atta, har svært ved at tro, at han skulle være manden bag tirsdagens angreb. De fortæller også, at han forsvandt fra Hamburg i op til flere måneder, angiveligt for at besøge sin familie i Kairo. Alptekin Ozdemir, der rådgiver de udenlandske studerende på universitetet, har også et godt indryk af den unge mand: Han var velopdragen og en venlig mand og blandede sig ikke med de andre studerende. Men for to år siden forandrede Mohamed Atta sig. Han skrev sig ind under et nyt efternavn, el-Amirals, og bad om at få stillet et bederum til rådighed for sig selv og 20 andre studerende. Politiet arbejder nu med muligheden for, at han brugte bedegruppen til at rekruttere andre muslimske studerende. Alptekin Ozdemir mener, Mohamed Atta blev færdig med sin uddannelse sidste år, men mødte ham i Hamburg senere på året, hvor Atta fortalte, at han arbejdede på sit speciale. Forvandling Kort tid efter flyttede Mohamed Atta og Marwan Al-Shehhi til Florida og begyndte at tage flyvetimer på Huffmann Aviation i Venice Florida. Her kan lærerne ikke genkende billedet af den høflige unge mand fra Hamburg - her beskrives Atta som »en ivrig elev, som mange ikke brød sig om, fordi han gjorde det klart, at han ikke brød sig om at tale med nogen«. Mohamed Atta var på skolen i syv måneder og betalte 10.000 dollar for at lære at flyve små maskiner. I december sidste år købte han og Marwan Al- Shehhi tre timer i en Boeing 727-simulator, hvor de ifølge deres instruktør fik en »en god fornemmelse« for de mest basale manøvrer. For fire måneder siden dukkede Mohamed Atta igen op i USA med et visum udstedt i Hamburg. Denne gang slog han sig ned i Holywood, Florida, hvor han i flere omgange lejede et lille fly. For fem dage siden fløj han fra Portland i Maine til Boston og tjekkede ind til American Airlines 11. Hans taske nåede ikke med om bord, men blev i Boston. I tasken fandt politiet blandt andet en instruktionsvideo til passagermaskiner og et brev fra Mohamed Atta, hvor han skriver, at han vil dø på en måde, der vil gøre ham til en religiøs martyr. Brevet er dateret i 1996 - fem år før Mohamed Atta blev terrorens ansigt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her