Jugoslavien vil selv straffe

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Tilhængere af Slobodan Milosevic gik i går i larmende protestmarch igennem Beograd imod chefanklager ved krigsforbryderdomstolen i Haag, Carla del Pontes besøg i byen. To-tre tusinde demonstranter skreg »ikke flere udleveringer«. Flere bar T-shirt med påskriften »Det er jeres problem«, Milosevic' gentagne udtalelse over for domstolen i Haag. Socialistpartiet hylder Milosevic for hans »værdige optræden imod den illegale domstol«, men partiets vicepræsident Bronislav Ivkovic tilkendegiver over for Politiken, at SPS er parat til en vis anerkendelse af Haag-domstolen. »Det er forfatningsstridigt at udlevere vore borgere, men vi støtter, at krigsforbrydersager føres ved vore domstole. Der kan føres supplerende sager, så Carla del Ponte er velkommen til at rejse sine anklager her«, siger Ivkovic. Splittelsen i den politiske ledelse i Beograd om forholdet til Haag-domstolen var igen i går tydelig under chefanklagerens første besøg i byen siden udleveringen af Milosevic i slutningen af juni. Ifølge Jugoslaviens justitsminister, Savo Markovic, bliver der ikke tale om udlevering af flere. »Personer, der er anklaget ved Haag-tribunalet, skal stå til ansvar for vore domstole på grundlag af vore love«, siger Markovic. Længe bebudet lov Jugoslaviens præsident, Vojislav Kostunica, vil heller ikke godkende nye udleveringer, »før en jugoslavisk lov er vedtaget for samarbejde med Haag«. Den lov har været bebudet siden foråret, men er stadig uden udsigt til snarlig vedtagelse. Serbiens regering udleverede Milosevic efter en serbisk beslutning om fuldt samarbejde med domstolen. Serbiens ministerpræsident, Zoran Djindjic, er villig til flere udleveringer, men siger, at Serbiens præsident, Milan Milutinovic, ikke kan udleveres, fordi han er beskyttet af immunitet. »Ingen har immunitet over for domstolen«, siger Carla del Ponte. Hun kræver også øjeblikkelig udlevering af den såkaldte 'Vukovar trio', tre officerer i Jugoslaviens hær, der er anklaget for krigsforbrydelser i Vukovar i Kroatien i 1991. Blandt dem er oberst Veselin Sljivancanin, der forleden vakte stor opstandelse, da han deltog i præsentationen af en nationalistisk bog om kampene i Vukovar, der er dedikeret ham. Sljivancanin sagde ved den lejlighed, at han »ikke vil gemme sig«. Splittede ledere Djindjic kaldte hans offentlige optræden en skandale, der skader landet internationalt. Kostunica kaldte det »skadeligt for ham selv og for os alle«, men benyttede anledningen til at anklage Djindjic for at udnytte affæren til »forsøg på at skabe splittelse i Jugoslaviens hær«. Mens krigsforbrydersager splitter de nye ledere i Beograd, DOS-alliancen, splitter de også Socialistpartiet, efter at dets ledelse ikke længere blot følger ordrer fra Milosevic. Han har fra cellen i Haag krævet Bronislav Ivkovic ekskluderet af SPS for ikke have gjort nok for at mobilisere imod hans udlevering. Det afviste partiledelsen. En selvsikker Ivkovic siger: »Jeg tilgiver ham, for han kan ikke træffe de rette beslutninger i fængsel. Vi vil hjælpe ham på alle måder, men SPS er blevet et helt andet og langt mere demokratisk parti«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her