Mubarak: Israels politik vil ikke bringe fred

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Egyptens præsident, Hosni Mubarak talte med store bogstaver i telefonen til den israelske udenrigsminister Shimon Peres i går. Den politik Israel fører, vil hverken bringe fred eller sikkerhed, sagde Mubarak med henvisning både til drabet på PFLP-lederen Abu Ali Mustafa i Ramallah mandag og den israelske militære invasion i det palæstinensiske selvstyreområde i Beit Jala natten til tirsdag. Præsident Mubarak kom desuden med en ihærdig opfordring til Israel om at vende tilbage til forhandlingsbordet med henblik på hurtigst muligt at begynde implementeringen af Mitchell-planens forslag om en gradvis overgang fra våbenhvile til fredsforhandling. En lignende opfordring er sandsynligvis også blevet afleveret hos Yassir Arafat i Ramallah, men det kunne i aftes ikke umiddelbart bekræftes. Israels forsvarsminister, Benjamin Ben-Eliezer fastholdt i går eftermiddags ved et møde med det israelske militær, at de israelske tropper foreløbig vil blive i Beit Jala. »Indtil der er sikret ro og al ild mod Gilo er hørt op«, hed det efter mødet. Kristen landsby Beit Jala er en oprindelig kristen palæstinensisk landsby med 12-15.000 indbyggere, der er mod øst er vokset sammen med byen Betlehem og landsbyen Beit Sahour. Siden intifadaens begyndelse har der i perioder været skudt fra Beit Jala mod Jerusalemforstaden Gilo, hvorfra israelske soldater har svaret igen med artilleri og maskingeværild. For 14 dage siden erklærede ministerpræsident Ariel Sharon, at han ikke mere ville tolerere skud på Gilo. Få timer efter drabet på PFLP-lederen i Ramallah mandag, blev der i tre timer skudt ihærdigt fra Beit Jalla mod Gilo. Den israelske officer, der natten til tirsdag anførte invasionen af kampvogne, ingeniør- og faldskærmstropper flere hundrede meter ind i landsbyen Beit Jala, var dog ikke helt så skråsikker som forsvarsministeren, da han i går stod frem for pressen. »Jeg kan intet love, men vi vil gøre vort bedste for at standse skuddene på Jerusalem«, sagde brigademajor Yitzhak Gershon. Ifølge Beit Jala's borgmester holder Israel 10 procent af landsbyen besat. Der var dog i går ikke meget der tydede på, at de væbnede palæstinensere i Beit Jala vil lade sig skræmme fra fortsat at skyde mod de israelske boligblokke i Gilo. Flere gange i løbet af dagen i går - efter at de israelske kampvogne stod i Beit Jala, og soldaterne indtaget stillinger i diverse bygninger, gjaldede der skud fra Beit Jala i Gilo. Yassir Arafats Fatahorganisations folk i Bethlehem slog fast, at palæstinenserne vil kæmpe indtil israelerne atter forlader Beit Jala. I en officiel fordømmelse af den israelske invasion i Beit Jalla fastslog det palæstinensiske selvstyre: »Vort folk vil rejse sig så stærkt som nogensinde i forsvaret af hjemlandet og dets hellige steder«. I Ramallah fulgte mere end 20.000 mennesker PFLP-lederen Abu Ali Mustafa til graven mens de svingede den marxistiske organisations røde faner, og krævede hævn for hans død. Der er erklæret tre dages officiel sorg i de palæstinensiske selvstyreområder. Yassir Arafat deltog ikke i begravelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her