Konservative briter i borgerkrig

Politiken fredag: Det skortede ikke på dramatiske overskrifter i britiske medier, da kampen om lederskabet for Storbritanniens konservative parti i går truede med at flyde over alle bredder. 'Blodigt opgør' og 'Borgerkrig', stod der at læse på begge sider af det politiske spektrum. 'Borgerkrigen', der afgøres 12. september, handler om euroen og landets fremtidige forhold til det europæiske fastland - et stridspunkt så betydningsfuldt, at partiet i årevis har været splittet i to lejre, fået mindst én leder til at trække sig tilbage og skræmt millioner af vælgere på flugt. I sidste uge manifesterede selveste Margaret Thatcher sig i kampens hede og erklærede sin støtte til den ene af postens to kandidater: Den ultrakonservative og lige så euroskeptiske Iain Duncan Smith. Det burde hun ikke have gjort. For selv om medier og politiske observatører - og formodentligt majoriteten af konservative støtter - er enige om, at fortid bør være fortid, hvis partiet overhovedet skal gøre sig valgbart inden næste regeringsvalg, så åbner hendes blotte tilstedeværelse sår så dybe, at de foreløbig har taget to regeringsperioder at hele - og sandsynligvis vil koste partiet endnu en. Ud af mørket trådte så tirsdag endnu en af fortidens skikkelser. Provokeret til live af sin tidligere mentor erklærede John Major sin fulde støtte til modkandidaten, den eurovenlige Kenneth Clarke, statsmand, levemand og tidligere Thatcher- darling . Major mod Thatcher Hvis man ønsker at sætte den politiske dagsorden i Storbritannien, begynder man mellem 7 og 8 på BBCs nyhedsradioprogram 'Today' - og det gjorde Major. Først med forsikringer om, at han »hellere vil tale om fremtiden, end om fortiden«, og dernæst med en 180-graders kovending lige i ansigtet på Thatcher: »Margaret Thatcher var ikke særlig hjælpsom i perioden 1990 til 1997, og slet ikke i perioden 1992 til 1997. Jeg tror, hun glemte de besværligheder, hun havde efterladt sig - recessionen, stigende arbejdsløshed, meget høje renter, - og hun var ikke særlig hjælpsom, da vi forsøgte at gøre noget ved disse problemer«, sagde John Major til BBCs drevne og frygtede John Humphrys. Og så fik Clarkes rival, Duncan Smith, en på hatten: »Blandt hans støtter er der aktiv og entusiastisk opbakning fra de mere vilde eurofober, både inden for og uden for Parlamentet. Han bør tage imod en advarsel; de er ikke pro-Duncan Smith; de er anti-Europa og således anti-Clarke. Han bør droppe dem hurtigst muligt for de er den rene valggift«, sagde John Major. Fældet af fortiden Iain Duncan Smith overraskede ellers, da han forleden i valgkampens første runde gav baghjul til både Kenneth Clarke, og til tidligere forsvarsminister Michael Portillo, med det resultat, at sidstnævnte måtte udgå. Michael Portillo var netop blevet afsløret som homoseksuel af en studiekammerat, så også han blev på sin vis ramt af den fortid, som så længe har plaget de konservative. Nu står kampen om lederskabet så mellem to politikere, der er så langt fra hinanden, som partiets splittelse er dyb: Iain Duncan Smith, en rebel, der mere end en gang har modsat sig den partitop, som han aldrig rigtig har været en del af. Og Kenneth Clarke, en moderat konservativ, med langt mere erfaring end sin modstander og en ganske klar målsætning for partiets fremtid. Med de sidste dages mudderkastning mellem forhenværende konservative ledere er det tydeligt, at toryerne endnu ikke har sluppet fortiden. Vinder Kenneth Clarke, vil hans sejr givetvis løse Tony Blair af euroskeptikernes bånd - en forudsigelse, der i vidt omfang bruges på valgkampens højrefløj. En sejr til Iain Duncan Smith vil derimod være et signal, også til Labour-regeringen, om at sætte farten ned på kursen mod euroen. Begge sejre vil kunne mærkes - sandsynligvis også herhjemme.