Det bliver NATO og ikke EU, der står for krisehåndteringen i Makedonien. EU har ingen planer om at tilbyde at indsætte styrker i Makedonien, oplyser formanden for EU's militære komité, den finske general Gustav Hägglund. I et interview med aviserne Länsi-Savo og Itä-Savo nægter Hägglund, at EU skulle være på vej til militært at bistå med overvågningen af den makedonske våbenhvile. »Der er ingen grund til at have mistanke om eller at ønske noget sådant«, konstaterer den finske general. Ifølge Hägglund har EU ikke noget beredskab, som gør det muligt at sende styrker al den stund, at etableringen af EU's krisehåndteringsstyrke forsat befinder sig på et forberedende stade. Han finder det derfor logisk, at NATO er på plads, efter som militæralliancen allerede har styrker på Balkan. Hägglund finder det meget usandsynligt, at EU's krisehåndteringsstyrker på noget tidspunkt skulle blive involveret i operationen i Makedonien, også hvis den ustabile situation trækker i langdrag. »Man skal naturligvis aldrig sige aldrig, men det vil undre mig, hvis EU vælger at gribe militært ind i konflikten«, siger general Hägglund. General Hägglund konstaterer i interviewet, at der i verden ikke er foregået noget afgørende på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, som giver anledning til ændringer i den finske politik. Finland satser stadig på at holde sig 'neutral med et stærkt og troværdigt forsvar'. »Vi bør dog mindes, at vi ikke lever i en statisk verden. EU står for at skulle udvides, og i 2002 tager NATO stilling til spørgsmålet om nye medlemmer. Hvis eksempelvis de baltiske lande bliver medlemmer af NATO, så bør Finland overveje sin stilling. På samme måde kan der udbryde kriser andre steder end på Balkan, påpeger Hägglund. EU's militære komité er unionens øverste rådgivende organ i militære spørgsmål. Det er blandt andet komiteens opgave at udarbejde en model for EU's krisehåndtering og at sørge for EU's samarbejde med NATO.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























