Hårde domme til Falun Gong

Den øverste folkedomstol i Beijing fandt de fire skyldige i mord. Foto: AP
Den øverste folkedomstol i Beijing fandt de fire skyldige i mord. Foto: AP
Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Fire personer, som er anklaget for at stå bag påståede Falun Gong tilhængeres selvafbrænding på den Himmelske Freds Plads i januar, har fået fængselsdomme fra syv år til livstid, skrev det kinesiske nyhedsbureau Xinhua i går. Den øverste folkedomstol i Beijing fandt de fire skyldige i overlagt mord ved at »organisere, stå bag, tilskynde til og hjælpe til med«, at tilhængere af den forbudte, åndelige bevægelse Falun Gong begik selvmord, skrev Xinhua. Stramning Myndighederne hævder, at fem personer, som satte ild til sig selv på pladsen, var forvildede af deres tro på Falun Gong, og de statslige medier brugte levende billeder fra episoden i et forsøg på at retfærdiggøre en voldsom stramning af kursen over for bevægelsen, som Kina kalder en »ond kult«. En mor og hendes 12-årige datter døde af deres forbrændinger, og to andre blev alvorligt vansiret, sagde de statslige medier. Falun Gong har benægtet, at de fem var ægte tilhængere, og sagt, at selvmord strider mod bevægelsens lære. Udenlandske journalister har ikke fået lov at møde de overlevende fra selvbrændingen. Xinhua sagde, at 57-årige Liu Yunfang fra Henan-provinsen blev idømt livsvarigt fængsel for at offentliggøre skrifter, der opfordrede tilhængere af Falun Gong til at begå selvmord. 50-årige Wang Jindong, der også kommer fra Henan, blev idømt 15 års fængsel for at hjælpe Liu med at omdele materialet og forberede selvafbrændingen. Ifølge de statslige medier var Wang en af de fem, som satte ild til sig selv, oplyste de statslige medier. 49-årige Xue Hongjun blev idømt ti års fængsel for at opmuntre gruppen, og Liu Xiuqin, 34, fik seks års fængsel for at lade dem bo i sit hus og hjælpe dem med at skaffe dunke til benzin, som de hældte ud over sig selv. Domstolen fandt en femte, Liu Baorong, 56, skyldig i mord ved at spille en mindre rolle i episoden, men fritog hende fra straf, fordi hun tilstod og vidnede mod de andre. Konfrontation Kina forbød Falun Gong i 1999, efter at bevægelsen havde overvældet landets ledere ved at protestere uden for Zhongnanhai, den bevogtede bydel for stats- og partiledelsen, i Beijing. Bevægelsen krævede officiel anerkendelse af sin tro. Falun Gong siger, at flere end 50.000 af bevægelsens udøvere siden er blevet sendt i fængsel, i arbejdslejre og til psykiatriske hospitaler. Menneskerettighedsgrupper skønner, at omkring 200 Falun Gong tilhængere er dræbt under tortur, mens de var i fængsel. I en udtalelse i går sagde Falun Gong, at myndighederne havde nægtet familien til en 36-årig tilhænger, som døde i fængslet, at få udleveret liget, at fotografere det eller at få en uafhængig obduktion. Zeng Xianes lig blev brændt uden familiens tilladelse i Shayang arbejdslejren i Hubei-provinsen, siger Falun Gong. Bevægelsen har også oplyst, at Changlinzi arbejdslejren i Heilongjiang i det nordøstlige Kina løslod adskillige Falun Gong tilhængere, efter at 70 af dem havde indledt en sultestrejke med krav om løsladelse af de fanger, der havde udstået deres straf. Ifølge bevægelsen nægter 11 stadig at indtage føde, og to er fortsat tilbageholdt ud over deres oprindelige dom. I en tidligere udtalelse har Falun Gong hævdet, at flere end ti tilhængere blevet banket ihjel i Changlinzi. Kina mener, at bevægelsen prøver at styrte kommunistpartiet, og at den er skyld i, at mindst 1.800 mennesker er døde ved selvmord eller ved at nægte at modtage medicinsk behandling.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her