Fredsaftale drukner i vold i Makedonien

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Konflikten i Makedonien skærpes fra time til time, efter at landets ledende albanske partier onsdag erklærede en fredsaftale i hus. Natten til i går bombede makedonske fly albanske oprørsstillinger i landets næststørste by, albanernes hovedby Tetovo. Vestlige diplomater i hovedstaden Skopje kaldte det en dramatisk optrapning, at Makedoniens hær for første gang brugte de Sukhoi-jetfly, som den for nylig købte af Ukraine. Flere bomber blev affyret imod landsbyen Prsovce tæt ved Tetovo. Talsmænd for Makedoniens sikkerhedsstyrker talte på makedonsk radio for første gang om en albansk »byguerilla« i Skopje og i Tetovo, som den albanske oprørshær, UCK, i de sidste par dage har indtaget en stor del af. »NATO har sagt til makedonerne, at de ikke må bruge helikoptere eller fly, men de gør det bare. De prøver at dræbe byens borgere«, sagde den 23-årige Mirushe Mediu, der havde søgt ly i en kælder i Prsovce sammen med 20 andre kvinder og børn, til Reuters. Der blev meldt om store ødelæggelser på huse, men ikke om dødsofre i Tetovo og Prsovce. Men fem kilometer. fra Skopje blev ni makedonske soldater dræbt og fem såret, da deres køretøj i går ramte en mine på en vej, som makedonske styrker dagligt bruger. Ifølge forsvarsministeriet i Skopje havde albanske oprørere mineret vejen kort forinden. Hermed kom krigen tættere på hovedstaden, hvor der meldes om intensiv flytteaktivitet. »Makedonere flytter til rent makedonske kvarterer og albanere til rent albanske. Mange udveksler boliger på tværs af de etniske skel. Det kan folk stadig finde ud af, men de tør ikke være naboer længere«, siger en Skopje- makedoner, der ikke vil have sit navn på tryk. NATO får hån Han siger, at folk i byen kun har hån tilovers for NATOs løfte om en styrke på 3.500 mand til at bistå afvæbning af UCK efter underskrivelse af fredsaftalen. Ingen tror på, at UCK frivilligt vil aflevere våben. Den nationalistiske ministerpræsident, Ljubco Georgievski, lod i går forstå, at det måske heller ikke umiddelbart ville være klogt, da han sagde, at landets sikkerhedsstyrker skal besejre UCK. »Personligt er jeg overbevist om, at med enhed og ved at undgå tidligere fejl har Makedonien styrke til at vinde kampen«, sagde Georgievski, der tog afstand fra »skamfuld kapitulation under pres fra terrorister«. Han tog dermed klart afstand fra fredsaftalen, som slaviske og albanske makedonske ledere, inklusive Georgievski selv, har lovet at underskrive på mandag. Mens regeringsstyrkerne og UCK anklager hinanden for eskaleringen af volden, tog en nyopdukket albansk guerillabevægelse, der kalder sig Den Albanske Nationale Hær (ANA), i går ansvaret for angrebet på en makedonsk militærkolonne på hovedvejen fra Skopje til Tetovo onsdag. I en erklæring udsendt via albansk presse i Kosova hedder det, at angrebet var »hævn« for makedonsk politis drab på fem albanske krigere i udkanten af Skopje tirsdag. »Fredsaftalen, hvorefter albanere skal forblive under makedonske serberes overmagt, bør ikke underskrives«, hedder det. Ifølge ANA var det en »ANA- og UCK- specialenhed«, der angreb militærkolonnen onsdag, og »dræbte 20 fjender og sårede 20 andre«. ANA hævder, at de makedonske myndigheder tier om halvdelen af ofrene, fordi det var »ukrainske, hviderussiske og serbiske lejesoldater«. Lejesoldater Hvordan ANA kender de eventuelt flere ofres identitet er uvist, men der har tidligere været forlydender i pressen om, at Makedoniens sikkerhedsstyrker har hyret mange lejesoldater. ANA udtaler, at konflikterne i Kosova og siden i Sydserbien og Makedonien kun var »træning for ANA-styrker med henblik på en altomfattende albansk opstand« under kravet om et Storalbanien. ANA gav sig første gang til kende, da den tog ansvar for drab på to serbiske politibetjente tæt på Kosova i Sydserbien i sidste uge. Omfanget af ANA er endnu uvist, men det er uden tvivl albanske krigere, som ikke har tænkt sig at aflevere våben til NATO i Makedonien. James Pardew, USAs udsending i Skopje, der var med til at bringe fredsaftalen på plads, sagde i går, at han forventer aftalen underskrevet trods eskaleringen i den militære konflikt. »Aftalen er et kompromis mellem de forskellige kræfter i Makedonien, men den repræsenterer det bedste håb om fred, og den garanterer Makedoniens enhed«, sagde Pardew. Mange makedonere har den opfattelse, at aftalen garanterer det stik modsatte. En af de moderate UCK-ledere, der går under navnet Matoshi, siger til Reuters: »Jeg mener, at vi skal give freden en chance og respektere aftalen. Men nu er der krig«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her