En yderligtgående 'anti-imperialistisk' gruppe tog fredag ansvaret for den bombe, der tidligt torsdag rystede retsbygningen i Venedig. Gruppen kalder sig for 'Territorial Anti-Imperialistisk Kerne for Opbygning af det Kæmpende Kommunistparti' og har via italienske medier ladet forstå, at den havde plantet bomben i retsbygningen. Bomben eksploderede kun få timer før den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, kom til Venedig. Ingen kom til skade ved eksplosionen, der skete meget tidligt om morgenen, men 1500-tals retsbygningen nær den berømte Rialto-bro blev svært beskadiget. Det italienske politi sagde, at det kendte til gruppen, der tilsyneladende er en sidegren til De Røde Brigader, der terroriserede Italien i 1970»erne og 1980»erne. Politikere kæder bomben sammen med de protester, der fandt sted under det såkaldte G8-topmøde i Genova for tre uger siden, hvor ét menneske blev dræbt og flere hundrede såret under sammenstød mellem politiet og anti-globaliserings demonstranter.
Ekstremister tager ansvaret for bombe i Venedig
Lyt til artiklen