En af de mest fremtrædende palæstinensiske oprørsledere på Vestbredden, Marwan Barghouti, opfordrer alle palæstinensere i de besatte områder til mandag at holde generalstrejke for at protestere imod Israels beslaglæggelse af Orient House, det palæstinensiske hovedkvarter i Østjerusalem. Barghouti, der er leder af Yasser Arafats Fatah-bevægelse på Vestbredden, siger i sin opfordring, at alle arabere og muslimer over hele verden bør tilslutte sig generalstrejken. Generalstrejker i de palæstinensiske områder fører ofte til blodige sammenstød med den israelske besættelsesmagt. I dag greb det israelske politi ind og opløste en demonstration ved Orient House i det arabiske Østjerusalem, som palæstinenserne vil have som hovedstad i en palæstinensisk stat. Natten til i går rykkede israelske styrker ind og beslaglagde ejendommen som en reaktion på, at en selvmordsterrorist fra den militante Hamasgruppe torsdag eftermiddag sprængte sig selv og 15 israelere i døden i det centrale, jødiske Vestjerusalem.
Palæstinenserne varsler generalstrejke
Lyt til artiklen