Tre hundrede pårørende til de søfolk, der omkom i forbindelse med den russiske atomubåd "Kursk"s forlis under en flådeøvelse i Barentshavet for et år siden, samledes i dag til en mindehøjtidelighed på ubådens hjembase Vidjajevo i nærheden af Murmansk. De pårørende holdt et minuts tavshed under en kort højtidelighed, hvor også chefen for Ruslands flådestyrker, admiral Vladimir Kurojedov, deltog. Det var overskyet, da ceremonien fandt sted ved den sten, hvor der skal rejses et mindesmærke for de 118 omkomne søfolk, skriver det russiske nyhedsbureau Interfax. Med dystre ansigter lagde de pårørende, der lørdag var ankommet til flådebasen på Kola-halvøen, blomster på stedet. Regnen stoppede og solen brød igennem skyerne, da en æreskompagni akkompagneret af militærmusik nedlagde kranse, mens de pårørende lagde røde nelliker. De pårørende deltog senere i en gudstjeneste på den flådebase, hvorfra "Kursk" stævnede ud på sin skæbnesvangre og sidste rejse. Der blev holdt gudstjenester i hele Rusland til ære for de søfolk, der døde den 12. august i fjor, da "Kursk" sank under endnu ikke opklarede omstændigheder. I Sankt Petersborg deltog omkring 150 personer i en kort mindehøjtidelighed på Serafimovskoe kirkegården lige nord for byen, hvor to af de 12 bjærgede søfolk blev begravet i november i fjor. En af de to var Dimitri Kolesnikov, der i mørket havde skrevet de sidste ord til sin kone, mens han ventede på at dø. Papirlappen blev fundet i en lomme i hans uniform. Hans mor, Irina«, sagde, at hun håbede, at det ville blive oplyst, hvad der var årsagen til katastrofen. Men lige nu, vidste hun ikke, hvem hun skulle bebrejde. Dimitris mor var dog overbevist om, at præsident Vladimir Putin var mindre ansvarlig end hans to forgængere i Kreml, Michael Gorbatjov og Boris Jeltsin, "fordi det var dem, der var skyld i, at flåden blev så nedslidt". Imens fortsætter den russiske flådes arbejde på at hæve vraget af "Kursk", der indtil forliset var den russiske nordflådes atomdrevne stolthed. Efter at have afsavet skrogets forreste sektion, der forsat indeholder torpedoer og missiler, er det planen at hæve resten af den 20.000 ton tunge skrog og fragte det til en tørdok i Murmansk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























