Magtkamp i Iran

Der tælles stemmer i parlamentet. Foto: AP
Der tælles stemmer i parlamentet. Foto: AP
Lyt til artiklen

Politiken onsdag: To måneder efter sin jordskredssejr ved Irans præsidentvalg indsættes Mohammad Khatami i dag af parlamentet i sin anden præsidentperiode. Det sker, efter at parlamentet, Majlis, har lidt et nyt nederlag til det konservative præsteskab. Indsættelsen blev udsat fra i søndags af landets øverste åndelige leder, Ali Khamenei, på grund af en strid om nyvalg til Vogternes Råd, der kan underkende parlamentets beslutninger. Efter at Majlis i lørdags for anden gang stemte imod konservative kandidater til Vogternes Råd, aflyste Khamenei præsidentceremonien med den begrundelse, at alle medlemmer af det 12 mand store Vogternes Råd skulle være til stede. Halvdelen af rådets medlemmer udpeges af Khamenei, og halvdelen udpeges af retsapparatet, men skal godkendes af parlamentet. Majlis forsøgte at udnytte nyvalg til tre af posterne til at sikre valg af jurister, der støtter reformer. Siden parlamentsvalget i februar sidste år har Majlis haft et solidt reformflertal, men til ringe nytte, da Vogternes Råd har nedlagt veto imod stort set alle parlamentets vigtigste beslutninger. I dag er rådet igen fuldtalligt, fordi Majlis blev tvunget til at godkende konservative kandidater, efter at Khamenei overdrog sagen til det såkaldte Fremskyndelsesråd. Fremskyndelsesrådet, der træffer den endelig beslutning i konflikter imellem Majlis og Vogterne, vedtog tirsdag, at hvis der ikke kan skabes flertal for kandidater, så vinder dem, der får flest stemmer. Sådan blev nye konservative vogtere godkendt med meget få stemmer. Parlamentsformand Mehdi Karroubi foreslog at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde et kompromis. Men det afviste rigsadvokaten. Gensidige anklager De to fløje i iransk politik har i de seneste dage anklaget hinanden for krisen. »Vi kan ikke være bundet til at stemme for dem, som vi bliver forelagt, så er afstemning meningsløs«, sagde Karroubi. »Majlis går imod bestræbelserne for enhed«, skrev en førende konservativ avis. Torsdag i sidste uge blev Khatami indsat af Irans egentlige magthavere, det islamiske regimes ledere, men han kan ikke udpege en ny regering, før han også er indsat af parlamentet. Imens fortsætter arrestationer af præsteskabets kritikere. Iranske studenterorganisationer mener, at det især rammer studenter og andre unge, fordi de massivt stemte for Khatamis begrænsede reformer ved præsidentvalget 8. juni. Den største studenterorganisation, Kontoret til Fremme af Enhed, udsendte mandag en protest imod stigende politisk undertrykkelse af Irans unge. Heri udtrykkes stor skuffelse over at en stribe nye arrestationer af studenter mødes med tavshed af landets intellektuelle, »der burde forsvare dem«. Studerende bekymrede Det vækker bekymring blandt de studerende for, at der kommer lige så få reformer ud af Khatamis anden præsidentperiode som af den første. Studenterne udtrykker forundring over, »at ildevarslende tendenser blev accelereret« efter Khatamis anden jordskredssejr. »Det kan give masserne den opfattelse, at det ikke nytter at stemme«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her