Ros til ny indonesisk regering

Lyt til artiklen

Indonesiens nye præsident, Megawati Sukarnoputri, offentliggjorde torsdag sin længe ventede regering. Hun fik straks ros for hendes valg af det hold, som skal hive landet ud af flere års krise med økonomisk smerte og separatistiske og etniske uroligheder. Til at løse landets økonomiske problemer udnævnte Megawati et hold bestående af den afgående ambassadør i USA, Dorodjatun Kuntjoro-Jakti, og den respekterede økonom Boediono som henholdsvis økonomiminister og finansminister. »Dorodjatun og Boediono er den bedste kombination«, sagde økonomen Sri Mulyani Indrawati til nyhedsbureauet Reuters. »Dorodjatun har store økonomiske evner og er en god koordinator. Boediono er en god økonom og bureaukrat med hæderlighed. Jeg vender tommelfingeren op for Megawatis valg«, sagde Indrawati. Dorodjatun sagde til pressen, at hans vigtigste mission i det nye job er at nedbringe Indonesiens udlandsgæld på mere end 140 milliarder dollars (1177 milliarder kr.). På posten som sikkerhedsminister, en af landets vigtigste embeder, genindsatte Megawati den højt respekterede general Susilo Bambang Yudhoyono. Jobbet som sikkerhedsminister er vigtigt, fordi Indonesien har været plaget af separatistiske og etniske uroligheder, siden den tidligere præsident Suhartos mangeårige styre faldt fra hinanden i slutningen af 1990erne. Den 51-årige general Susilo besad også posten under den tidligere præsident, Abdurrahman Wahid, men blev fyret i Wahids sidste embedsdage. Blandt andet fordi han modsatte sig Wahids forsøg på at indføre undtagelsestilstand i landet. Den afslappede og selvsikre Megawati fik også ros for at have udnævnt en regering, som for første gang er sammensat ud fra de enkeltes kvalifikationer fremfor deres politiske tilhørsforhold. Således blev flere af regeringsposterne givet til folk fra store politiske partier, mens også en del teknokrater blev indsat i topposter. Megawati kom til magten 23. juli, efter at over halvdelen af det indonesiske parlaments medlemmer stemte for at afslutte Wahids 21 måneder lange embedsperiode på grund af inkompetence. I sin åbningstale opfordrede Megawati landets nye parlament til at samarbejde for harmoni og enighed. »Jeg har indset, hvor stor udfordringen og ansvaret for det nye parlament bliver. Jeg håber på støtte fra alle grupper. Lad os se fremad og forene os for at bringe vores liv og ære som nation tilbage«, sagde Megawati, som udnævnte den nye regering i sit eget barndomshjem. Megawati Sukarnoputri er nemlig den ældste datter af Indonesiens første præsident Sukarno. Hendes politiske karriere startede for alvor, da hun i 1993 blev leder af Det Indonesiske Demokratiske Parti - først og fremmest valgt som sin fars datter, men Megawati blev hurtigt symbol på det politiske alternativ til diktatoren Suharto. Hun blev væltet som leder af partiet i 1996. I næsten tre år befandt hun sig ude på sidelinien af indonesisk politik og vandt på det tidspunkt opbakning fra mange af landets fattige og hos middelklassen, der identificerede sig med hende i lyset af Suhartos stadigt mere undertrykkende styre. I 1998 dannede Megawati og hendes tilhængere et nyt parti, PDIP, og i 1999 forsøgte hun at stille op til præsidentposten, men tabte dengang til sin gamle barndomsven Wahid. Nu er Megawati klar til at trække Indonesien ud af de sidste års krise.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her