Politiken fredag: Man vidste det ville ske. De sidste uger har det israelske politi og efterretningstjenesterne haft informationer om, at militante palæstinensiske organisationer ville forsøge at gennemføre et alvorligt terrorangeb i Israel. Spørgsmålet var blot, hvor og hvornår. Svaret kom klokken 14 i går på hjørnet af Jerusalems to hovedgader Jaffa og King George, hvor en palæstinenser detonerede en stor sprængladning fyldt med søm og skruer, som han bar på kroppen i en restaurant fra Sbarro-kæden, der sælger italiensk fastfood. Restauranten var fyldt til bristepunktet af mødre og børn på sommerferie. Seks børn blandt de dræbte Selvmordsterroristen tog 14 mennesker med sig i døden, blandt dem 6 børn. Yderligere 5 blev livsfarligt kvæstet og svævede i aftens mellem liv og død. Jerusalems fire hospitaler modtog sammen over 130 sårede efter eksplosionen. Begge de militante islamiske palæstinensiske organisationer Islamisk Jihad og Hamas tog i løbet af dagen ansvar for angrebet og begge organisationers talsmænd lovede, hver i sær, at der ville komme flere angreb af samme type. Vejspærringer Israelsk tv antydede, at der kunne være tale om, at begge organisationer uafhængigt af hinanden havde sendt selvmordsterrorister af sted i Jerusalem. Det israelske politi oprettede i aftes vejspærringer ved indfaldsvejene til Tel Aviv af frygt for, at en sprængklar selvmordskandidat skulle være på vej hertil. Yassir Arafat udsendte - efter en opringning fra USAs udenrigsminister Colin Powell - en fordømmelse af angrebet på uskyldige civile. Arafat opfordrede Israel til at komme med en fælles erklæring om omgående våbenhvile og implementering af Mitchell-planen under international overvågning. Israel har hidtil krævet en periode med fuldstændig ro, før man vil begynde at implementere Mitchell-planen. Israels ministerpræsident, Ariel Shaon, mødtes i aftes med forsvarsminister Binjamin Ben-Eliezer for at tage stilling til, hvordan Israel skal reagere på angrebet. I eftermiddagstimerne forlød det, at Israel med sikkerhed ville gengælde eksplosionen i Jerusalem og kommentatorer talte om et hårdt svar, mens andre mindede om, at Sharon valgte ikke at gengælde overhovedet efter selvmordsattentatet ved et diskotek i Tel Aviv i begyndelsen af juni i år, hvor mere end 20 unge mennesker blev dræbt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























