Franske a-våben moderniseres

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Atomraketterne på franske ubåde rækker ikke langt nok. Derfor skal de afløses af nye modeller, der kan nå mål i Asien, hvis de affyres fra Atlanterhavet. Også flyvevåbenet skal udrustes med tidssvarende atomvåben, der kan ramme mere præcist end de nuværende. Den kostbare modernisering af de franske atomvåben omfattes af det forslag til forsvarsbudget for 2003-2008, som i denne uge blev godkendt af både premierminister Lionel Jospin og præsident Jacques Chirac, inden de og samtlige ministre tog på sommerferie. Frankrigs sikkerhed garanteres først og fremmest af de atomvåben, der skal afskrække alle fra at angribe Frankrig. »Det gælder i dag, og det vil gælde endnu mere i morgen«, fastslog præsident Chirac, da han i juni opridsede Frankrigs sikkerhedspolitiske interesser i en tale på forsvarsakademiet. Chirac advarede her mod spredningen af atomvåben, og især advarede han lederne af »visse« af de nye atommagter: De ville udsætte sig for »absolut uantagelige skader«, hvis de skulle være så afsindige at bruge deres nye våben mod Frankrig. Med denne tale gav den franske præsident for første gang, om end indirekte, USA medhold i, at der er grund til at se alvorligt på udviklingen af atomvåben i de såkaldte 'slyngelstater' som Irak, Iran og Nordkorea. Siden Sovjet-imperiets sammenbrud har Frankrig beskåret sit forsvarsbudget med 38 procent, en følge af det ændrede fjendebillede. Imens er forsvaret blevet omstillet til fredsbevarende indsatser uden for Frankrig. På Balkan måtte franskmændene erkende, at deres militære udstyr ikke altid slog til. I det nye forsvarsbudget er der således afsat mange penge til udvikling af observationssatellitter, avancerede krydsermissiler m.m. Man vil ikke altid være afhængig af amerikansk bistand. Frankrig ser gerne sig selv som fløjmand i et kommende EU-forsvar. I det nye forsvarsbudget er flere eksempler på våbenteknologisk samarbejde med andre EU-lande: Fransk-britiske krydsermissiler, fransk-tyske kamphelikoptere, fransk-italienske fregatter. Den socialistiske premierminister, Lionel Jospin, og den konservative præsident, Jacques Chirac, bakker begge op bag det nye forsvarsbudget, der nærmest på kroner og øre svarer til det foregående femårsprogram: 527 milliarder franc (598 mia. kr.). De to ledere, der ventes at stille op mod hinanden i næste års kamp om præsidentposten, har ønsket at demonstrere national enighed udadtil. Men budgetforslaget skal godkendes af parlamentet i begyndelsen af 2002, og her er der allerede tegn på uenighed. Mange borgerlige mener, at forsvaret bliver udsultet. Og De Grønne, der har del i regeringsmagten, må næsten naturnødvendigt gå imod udgifter til atomvåben.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her