Viceanklageren ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal i Haag bekræftede fredag, at tre højtstående bosnisk-muslimske officerer er blevet tiltalt for krigsforbrydelser, angiveligt begået i det centrale Bosnien i 1993 og 1994. »Jeg kan bekræfte, at de er tiltalt for krigsforbrydelser og alvorlige overtrædelser af Geneve-konventionen«, siger krigsforbrydertribunalets viceanklager, Graham Blewitt, til det franske nyhesbureau AFP. Det drejer sig om de tidligere generaler Mehmed Alagic og Enver Hadzihasanovic samt om brigadechef Amir Kubura, som alle torsdag blev anholdt i Bosnien. Såvel Alagic som Hadzihasanovic stod ifølge det tyske nyhedsbureau DPA på krigsforbrydertribunalets hemmelige liste over mistænkte. Alagic var under krigen i Bosnien (1992-1995) øverstkommanderende for den bosniske hærs 7. korps. Hadzihasanovic var stabschef for hærens korps i Sarajevo.
Tiltale mod tre bosnisk-muslimske officerer
Lyt til artiklen