Israelske kamphelikoptere angreb mandag det palæstinensiske politihovedkvarter i Gaza By efter to bombeattentater i Jerusalem inden for kun 24 timer. Vidner sagde, at helikopterne affyrede mellem tre og fire raketter mod bygningen, og at tyk røg bagefter bølgede op fra området. Selv om bombeattentaterne ikke kostede nogen ofre, synes luftangrebet mod Gaza By at understrege, at Israel har tænkt sig at holde sit 'løfte' om at gøre gengæld umiddelbart efter ethvert angreb mod israelske borgere. En palæstinensisk talsmand sagde, at ingen kom til skade ved raketangrebet mod politihovedkvarteret i Gaza. Tidligere mandag blev en bombe bragt til sprængning i et supermarked i Jerusalem. Israelsk politi skød skylden for bomben på militante palæstinensere, som har ført en bombekampagne mod Israel, siden den palæstinensiske opstand begyndte i september i fjor. En bilbombe eksploderede søndag i en parkeringskælder under en boligblok i den jødiske bosættelse Pisgat Zeev i Jerusalem. Hverken ved bombesprængningen i supermarkedet eller i parkeringskælderen kom nogen til skade. Israels seneste raketangreb mod palæstinensiske mål fandt sted i sidste uge, da et medlem af den militante hamas-gruppe, der har taget skylden for adskillige bombesprængninger, blev dræbt. Tidligere mandag dræbte en eksplosion seks aktivister fra palæstinenserlederen, Yasser Arafats Fatah-gruppe nær Jenin på Vestbredden«, sagde palæstinensiske embedsmænd og vidner. En af Arafats nære rådgivere Ahmed Abdel Rahman beskyldte Israel for at have myrdet mændene, som palæstinensiske embedsmænd sagde var på Israels liste over mest eftersøgte personer. Men en israelsk regeringstalsmand sagde, at Israel ikke var involveret, og at eksplosionen kan have været et fejlslagent forsøg på at forberede et bombeattentat. Den fungerende guvernør i Jenin sagde, at årsagen til eksplosionen, der fandt sted natten til madag, ikke var kendt. »En eksplosion af ukendt oprindelse fandt sted. Seks personer blev dræbt og to andre kvæstet. Vi efterforsker nu årsagen til eksplosionen«, sagde den fungerende guvernør Haidar Irsheid. Palæstinensiske sikkerhedskilder havde tidligere oplyst, at artilleriild fra israelske kampvogne havde dræbt de seks mænd i landsbyen Fara nær den jødiske bosættelse Elon Moreh ca. 25 kilometer fra det palæstinensisk-administrerede Jenin. Palæstinensiske embedsmænd siger, at israelske styrker har myrdet over 40 palæstinensiske aktivister, siden den palæstinensiske opstand begyndte. Drabene er blevet kritiseret i udlandet. I Fara gik henved 10.000 sørgende mandag på gaden med krav om »hævn, hævn« ved begravelsen af de seks dræbte aktivister. Fire af de dræbte var svøbt i det palæstinensiske flag, mens de to andre, der var slemt tilredt af eksplosionen, blev begravet i lukkede kister. En Fatah-gruppe, der er en del af al-Aqsa martyr-gruppen, svor, at de døde vil blive hævnet. »Vores svar bliver mere smertefuldt, end man kan forestille sig, og det vil komme hurtigere end (de israelske red.) besættere kan forestille sig, hed det i en erklæring fra gruppen. Spændingen er steget i Israel og de palæstinensiske områder de seneste dage, efter at der har været sammenstød mellem politi og palæstinensere på Tempelbjerget i Jerusalem, hvor 18 palæstinensere og 15 israelske betjente blev såret. Politiet stormede Tempelbjerget, der er hjemsted for en af Islams helligste moskeer, og brugte tåregas for at sprede palæstinenserne, der havde kastet sten mod bedende jøder ved Grædemuren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























