Canadisk o.k. til marihuana som medicin

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Hvad er det, der findes langt nede i en gammel kobbermineskakt under den canadiske sø Trout Lakes kolde vand? Er større end tre fodboldbaner tilsammen? Er omgærdet af større sikkerhedsforanstaltninger end ebola-virussen, selv om det tophemmelige produkt alligevel kan købes på ethvert gadehjørne i Canada og Danmark? Hvis De ikke allerede har gættet gåden, kan Politiken fortælle Dem, at det er de første områder, hvor den canadiske forbundsstat dyrker marihuana til medicinsk brug. Hvis alt forløber som planlagt, så vil specialtrænede teknikere begynde at høste de første 185 kilo senere på måneden. Canada bliver ifølge BBC det første land i verden, der gør det lovligt, at mennesker, som lider af dødelige og kroniske sygdomme, kan anvende marihuana uden at komme i karambolage med loven. Kommerciel produktion og salg af marihuana til ikke-medicinsk brug vil dog fortsat være ulovligt. Medlemmer af Canadas Marihuana Parti, der går ind for en lovliggørelse af narkotikaen, hilser initiativet velkomment. Partiet mener dog, at hvis Canada fulgte Hollands eksempel og afkriminaliserede marihuana helt, var der ikke behov for den nuværende indviklede lovgivning. Anekdoter Ifølge den nye lov kan canadierne nu helt lovligt dyrke og indtage marihuana for en række sygdomme. Det kræver dog en skriftlig erklæring fra deres læge og to medicinske eksperter. Brugerne skal have en prognose, der spår, at de dør inden for et år eller er ramt af en række sygdomme som aids, kræft, ledbetændelse, multipel sklerose eller epilepsi. Den canadiske lægeforening er betænkelig. Den efterlyser mere forskning og siger, at man for eksempel ikke ved, hvordan marihuana virker sammen med mere traditionel medicin. Systemet er det første i verden, hvor en regering tager aktivt del i produktion og levering af narkotika til medicinsk brug. Foreløbig har den canadiske regering givet en kontrakt på 20 millioner kroner til det private firma Prairie Plant Systems til dyrkning af marihuana. Det meste af stoffet vil gå til forskning. Professor Mark Ware fra McGill-smerteklinikken på hospitalet i Montreal forventer at påbegynde de første studier og forsøg mellem marihuana og smerte i begyndelsen af næste år. »Endelig får vi mulighed for at undersøge cannabis som medicin og ikke bare noget, der får en til at fnise«, siger Ware til avisen Montreal Gazette. To gange tidligere har han ansøgt Sundhedsministeriet om bevillinger til marihuana-forskning. Han fortæller, at der er mange anekdoter om, at marihuana lindrer patienters smerter, men at der ikke findes kliniske beviser. Forsøgskaniner 32 patienter skal deltage i Wares forsøg, og de vil få udleveret tilstrækkeligt med marihuana til at ryge tre gange om dagen i en måned. Andre kan godt spare sig at banke på professorens dør, for deltagelse i forsøget kræver en henvisning fra praktiserende læge. »Lad venligst være med at bestille en flybillet til Montreal og forvente at få del i forsøget«, advarer professor Mark Ware. Til dato er 292 patienter blevet godkendt som forsøgskaniner på landsplan. I øjeblikket vurderes 500 ansøgninger om at få lov til at ryge forbundspot, og The Cannabis Medical Access Project under det canadiske sundhedsministerium forventer endnu flere ansøgninger. Det canadiske initiativ betragtes med misundelse syd for grænsen. Otte amerikanske stater har ganske vist taget skridt til at legalisere marihuana til medicinsk brug, men i maj erklærede USAs Højesteret, at forbundsstaten ikke vil anerkende, at der er omstændigheder, som retfærdiggør brugen af marihuana.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her