Mild dom i Haag til politichef

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Den bosnisk-serbiske tidligere politichef i Bosanski Samac i Bosnien, den 43-årige Stevan Todorovic blev i går idømt 10 års fængsel af FNs krigsforbryderdomstol i Haag. Anklageren havde krævet ham idømt 12 år for de forbrydelser imod muslimer og kroater, som han begik i 1992 og 1993, mens han var politichef. Teoretisk kunne forbrydelserne have givet ham en dom på livstid. Dommer Patrick Robinson sagde efter domsafsigelsen, at Todorovic' »meget alvorlige forbrydelser« ville have betydet en meget hårdere dom, hvis ikke den anklagede havde samarbejdet med domstolen. Todorovic blev arresteret af de NATO-ledede SFOR-styrker i Bosnien i september 1998. Han erklærede sig først uskyldig i alle femten anklager imod sig og hævdede at være for syg til at møde frem i retten. Han hævdede også at være blevet genembanket i FN-fængslet i Haag. I december sidste år ændrede han imidlertid holdning og erklærede sig skyldig i at have myrdet, torteret og seksuelt udnyttet muslimer og kroater. De 15 anklager De femten anklager imod Todorovic var fem tilfælde af alvorlige krænkelser af Genève-konventionen (overlagt drab, overlagte grufulde lidelser, umenneskelig behandling og tortur), fem tilfælde af krænkelser af love og sædvaner for krigsførelse (mord, grusom behandling, ydmygende behandling og tortur) og fem tilfælde af forbrydelser imod menneskeheden (mord, umenneskelige handlinger, seksuelle overgreb samt tortur). Ifølge anklageskriftet har mange af Todorovic' ofre stadig alvorlige fysiske og psykiske mén efter torturen. Forbrydelserne skete, efter at bosnisk-serbiske styrker i april 1992 havde erobret Bosanski Samac og afsat lokalstyret. Før den serbiske indrykning boede 17.000 bosniske kroater og muslimer i kommunen. I 1995 var der 300 tilbage. Samme år blev der rejst anklage imod Todorovic og fem andre. Todorovic er kun den tredje, der har erklæret sig skyldig ved krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien. Den første var den bosniske serber Goran Jelisic, der afsoner 40 år for drab og tortur på muslimer i 1992. Han sammenlignede sig under retssagen med Adolf Hitler. Den bosniske kroat Drazen Erdemovic blev i 1996 idømt 10 års fængsel efter at have vedgået sin medvirken i massakren på muslimer i Srebrenica året før. Han fik siden sin straf halveret ved en ankesag. Også han samarbejdede med domstolen. Domstolens signal til de anklagede om, at det betaler sig at samarbejde med den, ventes dog ikke at gøre indtryk på Haag-fængslets mest prominente fange, Jugoslaviens tidligere præsident Slobodan Milosevic. Ingen forsvarere Han opretholder sin afvisning af krigsforbryderdomstolen og ønsker derfor ingen forsvarere. I går sagde domstolens talsmand, Jim Lansdale, at Milosevic mandag havde besøg af Ramsey Clark, der var amerikansk justitsminister i slutningen af 1960erne. Clark, der fordømte NATOs bombardementer af Jugoslavien i 1999, siger, at Milosevic bad om et møde med ham tidligere på måneden. Lansdale sagde, at Clarks besøg hos Milosevic varede et par timer, og at Milosevic ikke ønsker ham som forsvarer, men kun ville have »juridiske råd« af Clark. Fra Milosevic' Socialistparti i Beograd lyder det, at han er »i kamphumør« og glæder sig til at afsløre vestlige lederes optræden, mens de forhandlede med ham om fred på Balkan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her