Beriget uran stjålet

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Fire mænd er blevet arresteret for at have forsøgt at sælge et stort parti beriget uran, oplyste politifolk i Georgien i tirsdags. Situationen har skabt frygt for, at uranen var på vej til en terroristgruppe eller et land, der af USA betegnes som en slyngelstat. Selvom der har været et stigende antal tilfælde af udsmugling af radioaktivt materiale siden Sovjetunionens kollaps, er det sjældent, at uran af en sådan kvalitet og i en sådan mængde dukker op på det sorte marked. Mændene blev arresteret af lokalt antiterrorpoliti sidste onsdag morgen på et hotelværelse i byen Batumi ved indsejlingen til Sortehavet. Formentlig var de ved at lægge sidste hånd på planer om at sælge uranen, der var af en kvalitet, som man kan lave våben af. Omkring 1,7 kilo af, hvad der menes at være uran 235, stod på hotelværelsets gulv inden i en stor glaskrukke, der var svøbt i en plasticpose. Uranen skulle formentlig til Tyrkiet, der ofte bruges som transitland. Den endelige aftager kendes ikke. Ifølge USA omfatter landene med interesse for uran på det sorte marked Nordkorea og Iran. Irak menes ikke at være blandt køberne i dette tilfælde, fordi landet er i stand til at berige uran. Der er ingen uafhængig bekræftelse af den amerikanske påstand om, at Nordkorea og Irak kan frembringe atomvåben. USA har også lavet en liste over 12 terroristorganisationer, som amerikanerne mener, har forsøgt at købe radioaktivt materiale, herunder den organisation, der ledes af Osama bin Laden og den japanske sekt, der stod bag et giftangreb i Tokyos undergrundsbane i 1995. Rizor Sakvarelidze, lederen af antiterrorenheden i den georgiske region Adzharien, siger: »Vi har ingen beskyttelsesdragter, så vi måtte arrestere forbryderne og beslaglægge materialet med vore bare hænder«. Tre af de fire mænd er arbejdsløse. Den fjerde er kaptajn i den georgiske hær. De håbede at blive betalt 680.000 kroner per kilo. Måske fra atomubåd Myndighederne mener, at fangsten kan være stjålet fra en russisk atomubåd. Den bliver analyseret i Tblisi, og resultatet herfra formodes at give et klarere billede af materialets oprindelse. Der er hundreder af forsøg hvert år på at smugle radioaktivt materiale ud af Rusland. De fleste af dem drejer sig om de relativt ufarlige strontiumisotoper i materiale, der stjæles fra hospitaler og fra mineindustrien. Disse isotoper har ikke potentiale til, at man kan lave atombomber af dem. »Tilfælde, hvor der stjæles uran, er langt sjældnere, herunder stærkt beriget uran«, siger Igor Kudrik fra den såkaldte atomvagthund, miljøorganisationen Bellona. Den slags beriget uran kan bruges til at lave en 'beskidt' atombombe, det vil sige, at der ikke er tale om et raffineret våben, men om en bombe, der er stærk nok til at udslette en storby. De 1,7 kilo ville ikke være nok til at frembringe en hel bombe. Til det ville kræves mindst det dobbelte. »Men det er stadig en betydelig mængde, og det er en ekstremt bekymrende sag«, siger Kudrik og tilføjer: »Der er ikke behov for særlig stor viden for at omforme dette materiale til en atombombe. Enhver med en god uddannelse i fysik vil være i stand til det«. Ivan Safanchuk, chef for kontoret for forsvarsinformation i Moskva, siger: »Hvis dette materiale efter analysen virkelig viser sig at være højt beriget uran, er det en meget skræmmende nyhed, fordi den største vanskelighed, en slyngelstat eller terrorister står over for, hvis de ønsker at lave en atombombe, er at skaffe plutonium, som man kan lave bomber af, på det sorte marked. Det er meget usædvanligt at finde højt beriget uran til salg«. David Kyd, som er ledende talsmand for Det Internationale Atomenergiagentur, en FN-baseret organisation i Wien, siger, at selvom der er mange tilfælde af smugleri i medierne, er der tale om små kvanta og om materiale, der ikke er tilstrækkelig beriget til at lave atomvåben. Han tilføjer, at de fleste lande og terroristgrupper er forsigtige med at købe på det sorte marked, fordi der kan være tale om fælder, som efterretningstjenester eller kriminelle grupper lægger. Beriget uran bliver anvendt som brændsel i russiske atomubåde, og det aktuelle materiale kan være stjålet fra en base i den nordlige flåde nær den arktiske havn Murmansk. I 1993 blev der stjålet stænger med atombrændstof, der menes at indeholde uran 235, fra et depot i Murmansk. To mænd udførte tyveriet. De gik simpelthen forbi den gamle kvinde, som var på vagt. Siden da har en stribe reformer, der betales af USA, radikalt forbedret sikkerheden på de fleste af Ruslands atomlagre. »Hvis disse reformer fortsætter, vil atommateriale blive langt mere sikkert«, siger Kudrik. »Men man bliver nødt til at tage den aktuelle sociale nød i Rusland i betragtning. Hvis den person, der burde bevogte disse materialer, er ude af stand til at leve af sin løn, så giver selv det mest avancerede teknologiske udstyr ingen beskyttelse mod tyveri«. Oversættelse: Lars Davidsen

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her