Makedoniens dybt splittede slaviske og etnisk albanske partier genoptog i dag fredsforhandlingerne, efter at EU og NATO's topdiplomater havde vredet armen om på de stridende parter i et forsøg på at undgå en borgerkrig. Chancerne vurderes som små, og afbrændte makedonske huse i et albansk-domineret område af Makedonien vidnede i dag om, at bosniske tilstande måske er på vej. »Jeg vurderer chancerne for at være 50-50. Alternativerne er temmelig ringe, hvis det mislykkes«, sagde en vestlig diplomat om møderne mellem albanske og slaviske partier i feriebyen Ohrid. Den makedonske præsident, Boris Trajkovski, ledede dagens drøftelser mellem de to albanske og to makedonske regeringspartier. Forhandlingerne startede allerede i maj, men er strandet, fordi Den Nationale Befrielseshær, UCK, kræver flere rettigheder for Makedoniens albanske mindretal, før oprørerne vil standse angrebene.
Træge fredsforhandlinger i Makedonien
Lyt til artiklen