Udenrigsministre fra verdens otte mest magtfulde lande opfordrede i dag Israel til at acceptere udstationeringen af internationale observatører. Samtidig appellerede ministrene både Israel og palæstinenserne til at skabe fred i området. Opfordringen kom som afslutning på udenrigsministrenes todages møde i Rom inden weekendens topmøde i G8-gruppen i den norditalienske by Genova. G8-landene udsendte en stærk erklæring til støtte for Mitchell-rapporten. Rapporten, der har navn efter den tidligere amerikanske senator George Mitchell, handler om at sætte gang i fredsprocessen ved, at parterne indgår en øjeblikkelig våbenhvile, efterfulgt af en afkølingsperiode, hvor man genoptager drøftelserne. »Vi tror på, at en tredjepart, som begge parter accepterer, under disse omstændigheder vil tjene deres interesser ved at gennemføre Mitchell-rapporten«, hed det i en særskilt erklæring fra ministrene fra Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Rusland og USA. Umiddelbart efter meldingen gentog Israel landets modstand mod en sådan udstationering. G8-ministrene, der onsdag og torsdag holdt møde i en villa i udkanten af Rom, havde dog mindre succes med at finde fælles fodslag inden for andre emner, der ventes at dominere G8-topmødet. Om Makedonien, hvor en skrøbelig våbenhvile mellem regeringsstyrker og etniske albanske oprørere trues af fastkørte politiske drøftelser«, sagde Italiens udenrigsmister, Renato Ruggiero, at de delegerede havde gentaget deres støtte af en dialog og "Makedoniens territorielle integritet". Men ministrene kunne ikke enes om en fælles erklæring om konflikten på Balkan. G8-topmødet i Genova starter fredag og varer til søndag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























