Krigstilstande i Genova

Lyt til artiklen

Omkring 200 voldelige demonstranter iført sort maskering, skumgummipolstring og gasmasker drog som en slags dødens engle hærgende gennem Genovas gader fredag eftermiddag. Bag dem lagde de den hyggelige middelhavsby øde med brændende biler, væltede affaldscontainere og smadrede ruder. Gaderne flød med brugte molotovcocktails og andet affald og over dem hang den varme middelhavsluft fyldt med tyk røg fra brændt plastic. Det lignede scenen fral en borgerkrig. Selv da de voldelige aktivister smadrede ruderne i byens fængsel og forsøgte at sætte ild til det, lod politiet optøjerne fortsætte. Først, da den voldelige gruppe bevægede sig med sine baseballbat, brosten og molotovcocktails fra kvarteret omkring hovedbanegården mod den afspærrede røde zone i det centrale Genova, hvor lederne af verdens syv rigeste nationer fredag indledte deres møde, slog de 15.000 betjente til. Her begyndte de at skyde en lind strøm af tåregas mod demonstranterne og slå dem tilbage med stave. Den voldelige gruppe splittede op og forsvandt i mængderne af rolige aktivister for igen at samles i nærheden og gentage deres hærgen. En enkelt motorcykelbetjent skød ifølge det britiske nyhedsbureau, Reuters, med skarpt op i luften, fordi han følte sig truet. »Lad os komme igennem, lad os komme igennem«, råbte en stor gruppe yngre teenagere, mens de holdt hænderne i vejret for at vise politikæden, at de ikke ville lave ballade. Langs gruppen stod aktivistvagter med røde armbind og dirigerede de unge i behørig afstand fra politiet væk fra balladen. Omkring 20.000 fredelige unge demonstrerede også nær den forbudte røde zone, uden at det kom til voldsomme konfrontationer med politiet. Ifølge italiensk fjernsyn er i mindst tolv mennesker blever såret under begivenhederne - heriblandt flere betjente og en journalist. Fredag var dagen, hvor flere anarkistiske grupper havde varslet, at der ville komme voldelige aktioner. Den italienske gruppe Hvide Overalls havde erklæret, at den koste, hvad det måtte, ville trænge ind i den røde zone, som er omkranset af fire meter høje metalgitre, betonklodser og skibscontainere. Gruppen nåede ikke at komme ind fredag eftermiddag, men den forsøgte at sætte reb på gitrene for at trække dem omkuld. Gitrene holdt, og mindre end 20 meter bag dem åndede der fred og ro. Her stod den indre by nyrestaureret og rengjort, fyldt med limousiner og rolige vagter. Solen skinnede, og de syv statsledere havde bestemt ro til deres møde. I den afspærrede havn, hvor de flere end 5000 journalister, som er rejst til byen, har kontorer, og luksuslinerne ligger side om side, var der en nærmest eventyragtig stemning af luksus og ro. Længere ude på Middelhavet lå to hangarskibe klar til at give henholdsvis den amerikanske og franske præsident nattero, når de efter møderne fredag aften overnatter på dem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her