Konservativ favorit blev kasseret

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Lederkrisen i det britiske konservative parti har kostet endnu et fremtrædende politisk liv. Favoritten Michael Portillo tabte en udskillelsesafstemning i parlamentsgruppen i går. Og få minutter efter afstemningsresultatet besluttede han at trække sig ud af det politiske rampelys og fortsætte som almindeligt parlamentsmedlem. Kampen om lederskabet kommer dermed til at stå mellem den liberale konservative Kenneth Clarke og højrefløjspolitikeren Iain Duncan Smith. Valget bliver overladt til de omkring 300.000 medlemmer af de konservative vælgerforeninger, som skal afgøre sagen i begyndelsen af september. Den dramatiske afstemning i går er resultatet af det nye valgsystem, som er indført af den afgående leder, William Hague. Den konservative gruppe i Underhuset skal udpege to medlemmer, som partimedlemmerne skal vælge imellem. Gruppen startede med fem. To blev stemt ud i sidste uge, så der var tre tilbage i går eftermiddags. Michael Portillo var topkandidat fra starten. Han er 48 år og var en af jernladyen Margaret Thatchers unge opfindelser, inden han blev arbejdsminister og forsvarsminister under John Major. I de seneste fire år har han været de konservatives finanspolitiske ordfører og blev regnet som nummer to i partiet efter William Hague. Derfor var det en overraskelse, at han i går blev overhalet af både Kenneth Clarke og Iain Duncan Smith. Portillo fik 53 stemmer fra parlamentsgruppen, Duncan Smith 54 og Clarke 59. To yderpunkter Dermed skal de konservative parlamentsmedlemmer vælge mellem to vidt forskellige konservative retninger. Kenneth Clarke siges at have stor opbakning blandt græsrødderne på grund af sin politiske erfaring og sin afslappede optræden i krøllet jakkesæt, med ølmave og cigar. Han er 61 år og har været både undervisningsminister, indenrigsminister og finansminister. Han er stor tilhænger af EU og euroen, hvilket kan skaffe ham fjender især på den euroskeptiske højrefløj. Herude står Iain Duncan Smith. Han er tidligere kaptajn i den berømte militære enhed Scots Guards. Hans politiske idol er Margaret Thatcher. Han er indædt euroskeptiker og går ind for dødsstraf, mere disciplin i skolerne samt hjemmegående husmødre. Han optræder altid i pletfrit jakkesæt, og han ryger ikke. De konservatives valg af ny leder er også vigtigt for regeringspartiet Labour. Duncan Smith vil give Labour den fordel, at vælgerne ved parlamentsvalget i juni i år ikke ville støtte de konservative under William Hague, som gik til valg på højrefløjspolitik. På den anden side vil Kenneth Clarkes begejstring for EU og euroen hjælpe Tony Blair, når han skal sælge euroen til de britiske vælgere. Men Clarkes moderate konservative politik vil konkurrere med Labours tredje vej inde på den politiske midte, hvor kampen står om middelklassens millioner af stemmer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her