Politiken onsdag: Folk, der dør af rygning inden pensionsalderen, er billigere for statskassen end folk, som når at hæve deres pension og får boligstøtte som ældre. Dette simple regnestykke fremgår af en rapport, som tobaksproducenten Philip Morris har begavet den tjekkiske regering med. Rapporten, som fastslår, at Tjekkiet i 1997 sparede 147 millioner kroner på folk, der døde af rygning, har affødt skarpe protester hos anti-ryge- organisationer i både USA, Storbritannien og Tjekkiet. »Kynisk og uansvarligt«, lyder deres dom over Philip Morris. »Følges rapportens logik, vil det bedste råd til regeringerne være at dræbe alle mennesker den dag, de går på pension«, siger den tjekkiske kampagneleder for offentlig sundhed, Eva Kralikova, til BBC News. Philip Morris' talsmand erkender, at regnestykket i rapporten er uheldigt, og at det er gået hen og blevet til en pinlig sag. »Det er en kontroversiel konklusion, og vi fortryder, at den fremstår, som den gør. Vi beklager dybt alt, der antyder, at død som følge af rygning er et gode for samfundet. Det er ikke en pointe, vi ønsker at argumentere med«, siger kommunikationsdirektør for Philip Morris i Europa, Remi Calvet. Virksomheden bestilte rapporten fra konsulentfirmaet Arthur D. Little, fordi den savnede facts om tobaksindustriens økonomiske betydning i det tjekkiske samfund i form af afgifter og beskæftigelse i debatten om tobaksrygning. Skal ikke gentages »Rapporten kan synes kølig, men der er tale om en klassisk cost-benifit-undersøgelse. Vi ved, vi laver et kontroversielt produkt, men vi er altså stadigvæk en industri, og vi laver undersøgelser som en sådan«, siger Remi Calvet, der dog erkender, at den voldsomme reaktion har dæmpet lysten til at gentage det i andre lande. Departementschef i Sundhedsministeriet, Ib Valsborg, oplyser, at ministeriet ikke har modtaget nogen rapporter fra tobaksfirmaet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























