Chirac og Jospin i åben krig

Politiken torsdag: Visse samliv er knap til at holde ud. Sådan må Frankrigs præsident og hans premierminister have det med hinanden. Den første står til højre, den anden til venstre, og begge ønsker at vinde præsidentvalget om blot ni måneder. I de sidste par døgn har de udvekslet så mange giftigheder, at deres ugentlige møde må formodes at finde sted i en lettere anspændt stemning. Det påtvungne samliv begyndte i 1997. De første år lykkedes det begge parter at finde en grimasse, der ku' passe. Men i det seneste halve år har det knebet. De har tilmed mundhuggedes for åben mikrofon. På nationaldagen, 14. juli, lød det nærmest, som om præsidenten erklærede krig mod sit eget lands regering. Da Chirac gav sit traditionelle tv-interview, var han nødt til at bruge størstedelen af tiden på at forsvare sig mod de mistanker, der har ramt ham i sagen om de dyre privatrejser, som han, højst usædvanligt, betalte med kontanter. Til gengæld formede resten af interviewet sig som en serie drøje hug mod regeringen, der består af socialister, kommunister og grønne. En bølge af kriminalitet vælter ind over Frankrig, folk føler sig mere og mere utrygge. Det er utåleligt, men regeringen savner vilje til at gøre noget ved det, angreb Chirac. Sløjt står det også til med økonomien, regeringen har ikke sørget for en fornuftig anvendelse af de frugter, som de seneste års velstand har båret. Både hvad angår arbejdsløshed og købekraft, står vi tilbage for det meste af EU, hævdede præsidenten. Alt i alt var det svært at finde et plus i den karakterbog, han udstedte til Jospins regering. Jospin svarer igen Tonen var uhørt hård. Blot få timer efter tog regeringen til genmæle. Jospin selv holdt sig taktisk tilbage, men han lod sin garde rykke frem med fældet bajonet. Justitsministeren, finansministeren, indenrigsministeren, arbejds- og socialministeren. Alle bestred de præsidentens tal og påstande, og de gjorde det med sarkasme og harme. Også dét var uhørt. Chirac havde kritiseret, at regeringen åbenbart ikke var i stand til at 'bringe orden' i et justitsvæsen, hvor underordnede statsadvokater sætter sig op mod deres overordnede (i spørgsmålet om, hvorvidt en præsident kan kaldes til afhøring). Justitsminister Marylise Lebranchu måtte minde præsidenten om, at de tider er forbi, da en fransk regering kunne diktere dommere og anklagere, hvad de skulle gøre og ikke gøre. Den skarpeste salve blev affyret af Francois Hollande, generalsekretær for Jospins socialistparti. Hollande beskyldte indirekte præsidenten for at være en hykler, direkte kaldte han Chiracs tv-optræden for »uansvarlig og overdreven«. Hensigten var tydeligvis at tilføje præsidenten et sår. Og Hollande hældte tilmed salt i det: »I hele republikkens historie har der aldrig været en præsident, der i den grad har været berørt af så mange retssager«. Hvad Hollande siger, er gerne, hvad Jospin tænker, men hvad han ikke selv kan tillade sig at sige højt. Det ulidelige samliv skal trods alt fortsætte en stund endnu. Valgkampen er i gang, selv om der er 10 måneder til præsidentvalget - og Lionel Jospin endnu ikke har erklæret sit kandidatur.