Våben og computere bliver væk for FBI

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: To administratorer fra det amerikanske forbundspoliti, FBI, blev i går grillet af forargede og næsten fjendtlige senatorer, da Senatets juridiske udvalg indledte en høring omkring forholdene i FBI. »Skandale«, »krise« og »slendrian« var meget brugte vendinger under den flere timer lange høring. Der har længe været skepsis i Kongressen over ledelsen af FBI, og som et ekstra blåt øje til forbundspolitiet offentliggjorde justitsministeriet 24 timer før høringen en rapport, der fortalte om 449 forsvundne håndvåben, angrebsrifler, haglgeværer og maskinpistoler - og flere end 180 computere, som FBI ikke kan gøre rede for. En af computerne indeholder materiale fra en tidligere spionproces, og en af pistolerne har været brugt til et mord i Sydstaterne. FBI kan heller ikke gøre rede for, hvor yderligere 265 skydevåben befinder sig, men mener, at de er blevet beholdt af døde, pensionerede eller fyrede agenter. Det vides dog med sikkerhed, at nogle af våbnene er blevet stjålet under indbrud i FBI-agenters hjem, fra biler eller ved bevæbnede røverier mod agenter. Uheldigt tidspunkt De nye afsløringer af slendrian i forbundspolitiet, der ellers betragtes som landets fineste enhed, kommer på et uheldigt tidspunkt, hvor man er midt i et ledelsesskift. Direktør Louis H. Freeh trak sig tilbage 1. juli, blandt andet fordi lønnen ikke er stor nok til at sende hans seks børn gennem det amerikanske uddannelsessystem, og hans nominerede efterfølger, Robert Muller III, er ikke blevet godkendt af Senatet. Det betragtes dog som en formalitet, at den tidligere marinesoldat og statsanklager i San Francisco bliver godkendt. Det var den fungerende direktør, Thomas Pickard, der sammen med justitsminister John D. Ashcroft bekendtgjorde, at der er nye problemer i FBI, som allerede er genstand for fire separate undersøgelser. Den seneste er en undersøgelse af, hvorledes Robert P. Hanssen som FBI-agent kunne spionere for først det daværende Sovjetunionen og senere Rusland over en periode på næsten 20 år uden at blive afsløret. Men særlige efterforskere forsøger også at finde ud af, hvordan FBI kunne glemme at udlevere tusinder af dokumenter i forbindelse med retssagen mod bombemanden fra Oklahoma, Timothy McVeigh, hvis henrettelse blev udsat i en måned af den grund. Jagten på de forsvundne våben og computere blev indledt efter anmodninger fra Kongressen og William A. Webster, tidligere leder af FBI og senere også CIA. Justitsminister Ashcroft bad tirsdag generalinspektør Glenn A. Fine om at lave en nøjagtig oversigt over hele justitsministeriets beholdning af våben, bærbare computere og andre ting. Det har han tidligere gjort i ministeriets immigrationsagentur, men flere senatorer gav under høringen i går udtryk for, at der bør udnævnes en særlig undersøgelsesleder for at gå FBI efter i sømmene. Penge holdes tilbage FBIs ledelse har beordret alle 56 lokalkontorer og andre enheder til at komme med en oversigt over alt FBI-udstyr, der er mere end 500 dollar (ca. 4.400 kr.) værd. Kontorer, der ikke eha indsendt rapporten inden 30. september, vil ikke få penge til at holde butikken i gang, før oversigten er afleveret. FBI anslås at have omkring 50.000 skydevåben og 13.000 computere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her