Kina behøver OL

Politiken fredag: Selv om Heidi Wangs forældre flygtede fra Kina til Taiwan i 1949, og mange af hendes slægtninge er døde under det kinesiske styre, føler hun ikke harme over for Kina. På trods af, at hun aldrig har boet på fastlandet, anser hun sig selv som kineser, men ejer ikke patriotisme i forhold til Folkerepublikken Kina. Alligevel føler hun, at Kina er hendes moderland, mens Danmark er hendes andet fædreland. »Mange af os udlandskinesere har aldrig oplevet tre generationer på én gang, vi har måske ikke engang mødt vores bedsteforældre. Jeg tror, at et OL-værtskab vil give os en følelse tilbage af, hvad det vil sige at være kineser. Omvendt frygter jeg også, at omverdenen igen vil betragte os som den gule fare«, siger Heidi Wang og understreger, at hun i det hele taget synes, at det er pinligt at skulle tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Kina med de menneskeretlige problemer kan være værtsland for de Olympiske Lege. Kina burde ikke have det ry, det har. Heidi Wang, der flyttede fra Taiwan til Danmark i 1981, mener, at Kina ikke længere må og kan lukke dørene. Hverken indadtil eller udadtil. Kulturmøde »Vesten har mødt Østen, nu skal Østen møde Vesten. Folket fortjener at blive motiveret og få nogle positive oplevelser efter så mange års lidelser. De skal også have muligheden for at få af- eller bekræftet det fjendebillede af vestlig kultur, som de er opvokset med. Desuden vil det få kineserne til at tænke på, hvilken rolle de vil spille i det internationale samfund«, siger hun. Heidi Wang er overbevist om, at Kina samtidig løber en stor risiko ved at komme i verdens søgelys. Dels fordi det vil blive svært at slå ned på demonstranter på samme måde som hidtil, dels fordi det er sidste chance for, at Kina kan vise sit sande ansigt. OL understøtter tankegangen om, at alle mennesker er lige, og at menneskerettighederne er universelle værdier. Og et værtskab vil give et klart svar på, hvor Kina fremover vil stå i forhold til resten af verden, mener hun. »Kina skal have sendt det signal, at vi er partnere og ikke fjender med omverdenen. Kinesere vil ikke tabe ansigt, derfor må de også opføre sig ordentligt de næste syv-otte år og straffe færre mennesker, end de har gjort hidtil. Spørgsmålet er bare, hvordan man skal måle en forbedring. Allerede i år er der blevet henrettet omkring 2.000 kinesere. Er 1.000 færre om året nok?«, spørger hun. Forklaringsproblem Hvis Kina ikke får værtskabet, mener Heidi Wang, at landet får et alvorligt forklaringsproblem over for befolkningen. Man vil næppe kunne sige, at det skyldes, at de slår deres egne ihjel og bryder menneskerettighederne. Kina vil tabe ansigt. Hun deler ikke den holdning, at et ja til Kina som OL-vært svarer til, at verdenssamfundet accepterer styret. »Hvis Kina får et afslag på grund af menneskerettighedskrænkelserne, vender verden ryggen til Kina og overlader problemerne til Amnesty International. Det er ikke nok at sende et signal, der skal en konfrontation til«, siger hun. Heidi Wang tror på en positiv effekt, fordi fokus vil rette sig mod Kinas indflydelse i det asiatiske område, og fordi Kina måske langt om længe vil kunne finde en balance i sin selvopfattelse. Dobbelthed »Kina er splittet mellem en følelse af overlegenhed og et mindreværd. Overlegenhed, fordi det er en af verdens ældste kulturer og har præget udviklingen med mange opfindelser. På den anden side er vi en flok kapitalister og racister, der længe har troet, at vores kultur og måde at leve på er den bedste. Men efter at dørene har åbnet sig udadtil, har vi måttet erkende, at det ikke er sandt. På mange områder er Kina stillet tilbage til det 19. århundrede«. Heidi Wang håber på, at et værtskab ikke vil blive udnyttet som en nationalistisk happening, hvor Kina kan prale af sin økonomiske velstand. Det skal give et helhedsbillede af landet, og pressen såvel som rejsende skal have mulighed for at kaste et blik på skyggesiderne som for eksempel fængslerne og den dårlige kinesiske retspleje. Hun er ikke i tvivl om, at mange hurtigt vil få et syn på befolkningen som et ydmygt, venligt og nysgerrigt folkefærd, der vil gå langt for at imødekomme sportsudøvere såvel som turister.