Bjerge flyttes for kul

Lyt til artiklen

Delstaten West Virginia i det østlige USA er hjemsted for meget værdifulde kulreserver, som præsident George W. Bush' opfordring til at grave flere kul for at dække et stigende energibehov har sat fokus på. Tilhængerne af kulbrydningen fastslår, at den åbne minedrift i bjergene er den hurtigste og billigste teknik. Men mange beboere siger, at minedriften æder sig ind på deres lokalsamfund. Hertil skal lægges, at miljøet bliver forgiftet ved brug af en teknik, hvor hele bjergtoppe skæres af. Modstanderne fremfører, at vandløb på en samlet længde af 1450 kilometer er blevet fyldt med affaldsstoffer fra brydningen, at byer er blevet tildækket af silikonefyldt støv, og at større områder i Appalacher-bjergene er blevet forvandlet til månelandskaber. Så de er rasende på Bush. »Vi skal ikke ofres, for at resten af landet kan få elektricitet«, siger den 65-årige Janice Nease, som en pensioneret lærer og har boet i West Virginia hele livet. »Hans energiplan vil ødelægge os«. Fjernelse af bjergtoppe udgjorde en tredjedel af brydningen af kul i fjor i West Virginia, som er den næststørste kulstat i USA efter Wyoming. »Det er en yderst effektiv teknik, der gør det muligt for firmaerne at få fat på næsten 100 procent af de ellers vanskeligt tilgængelige, forholdsvis rene kul med et lavt svovlindhold«, siger Ben Greene fra West Virginia Kulsammenslutning. Fremgangsmåden består i at rydde de tætte skove, der dækker bjergtoppene, og derpå sprænge det øverste lag bort og flytte i tusindvis af ton klippemasse og jord til dalene i nærheden. Men langt nede i disse snævre dale - i Appalacherne - bor der mennesker i byer såsom Blair. Lokale beboere har gennem stævninger søgt at blokere for yderligere brydning. De har blandt andet henvist til, at kulselskaberne overtræder reglerne ved at fylde vandløb op og ved at undlade at genskabe bjergtoppe i "tilnærmelsesvis den oprindelige kontur", efter at kullene er hentet ud. Hertil svarer Deck Slone, talsmand for Arch Coal, at firmaet anbringer det øverste jordlag på bjergtoppen igen og gennemfører en omfattende beplantning, "så i løbet af en årrække vil området se ud på en måde, som ikke er ulig det oprindelige". »Vi mener, at vi gør en fremragende indsats for at genskabe områder i West Virginia«, siger Slone. Men forsikringerne gør ikke indtryk på Janice Nease. »Han lyver«, siger hun. »Kul har regeret i West Virginia i næsten 200 år og opfører sig almægtigt. Vi er undersåtterne. Kun omkring 200 ud af 3000 mineområder er blevet restaureret«, siger Nease. Aktivisterne bestrider også argumenterne om, at den åbne minedrift i bjergene er godt for delstatens økonomi. Det er en meget mekaniseret metode, som kun kræver en brøkdel af den samlede arbejdsstyrke på 16.000, der er beskæftiget ved minedrift i West Virginia. Ken Hechler, tidligere kongresmedlem fra West Virginia, mener, at Bush-regeringen burde se sig om efter andre energikilder. »Blot fordi kullene ligger der, behøver man jo ikke at flænse jorden for at hente dem op«, siger Hechler. »Gud satte os til at styre jordkloden på vegne af fremtidige generationer«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her