Pinochet slipper for retssag

Lyt til artiklen

Meget tyder på, at Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet helt undgår en retssag. En domstol i Chile afviste mandag en retssag mod Augusto Pinochet med henvisning til, at han mentalt ikke er i stand til at gennemføre retssagen. En lægerapport viser, at den 85-årige Pinochet er dement, og derfor afbrød domstolen sagen mod Pinochet. Den tidligere diktator var anklaget for at have dækket over grusomheder som tortur, bortførelser og mord, som den såkaldte 'dødskaravane' begik. Dødskaravanen var en militær deling, der dræbte 75 politiske modstandere rundt om i landet i 1973. Juridiske eksperter sagde efter kendelsen, at det med domstolens afvisning er usandsynligt, at Pinochet vil blive retsforfulgt for nogen af de mange anklager om drab og overgreb på politiske modstandere, som han menes at stå bag, mens han styrede landet med hård hånd fra 1973 til 1990. Sagen var en prøvesag, en forløber for snesevis af andre sager mod ham, som juridiske eksperter nu regner med bliver opgivet. Anklageren Carmen Hertz kaldte domstolens kendelse for et »stort nederlag for retfærdigheden i Chile«. Samtidig sagde en af medanklagerne, at de nu overvejede en appelsag for at få omstødt kendelsen. Domstolens kendelse kan appelleres, men i betragtning af en appelsags varighed, Pinochets alder og den politiske følsomhed omkring hans diktatortid, er der ikke mange i Chile, der tror på, at han nogensinde kommer for retten. General Pinochet tog magten ved et blodigt kup i 1973, hvorunder Chiles daværende socialistiske præsident Salvador Allende blev myrdet. Mindst 3000 mennesker menes at være blevet dræbt af politiske årsager, mens Pinochet var Chiles diktator. Pinochet, der har pacemaker, blev indlagt for en uge siden for undersøgelser og behandling for diabetes og hjerteproblemer, ifølge hospitalskilder. Og søndag sagde en talsmand for Pinochet, at hans tilstand var stabil efter, at han blev udskrevet fra hospitalet torsdag. Mange i Chile har dog ment, at Pinochet kun lod sig indlægge op til domstolens afgørelse, for på den måde at påvirke dommerne. To ud af tre dommer i den tremands store domstol stemte for at afvise sagen. Selv om flere lande i Europa krævede Pinochet udleveret - sendte den britiske indenrigsminister, Jack Straw, ham hjem til Chile sidste marts på grund af det skrøbelige helbred. Pinochet var i 17 måneder i husarrest nær London, fordi de britiske myndigheder tilbageholdt ham på foranledning af en spansk undersøgelsesdommer, som ville drage den aldrende eksdiktator til ansvar for overgreb på spanske statsborgere i Chile, mens Pinochet styrede landet med jernhånd. Husarresten var den største ydmygelse i generalens liv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her