Politiken tirsdag: Mindre end en uge før den store internationale klimakonference i Bonn om global opvarmning har den amerikanske regering hverken nedsat den delegation, som skal deltage i mødet, eller - som lovet - udarbejdet et alternativ til Kyoto Protokollen. Miljøfolk kritiserer regeringen i Washington for at trække miljøspørgsmål i langdrag. De siger, at forsinkelsen viser, hvor lavt præsident George W. Bush prioriterer den globale opvarmning. Talsmænd i Det Hvide Hus forsikrer dog avisen USA Today om, at regeringen arbejder på, hvordan effekten fra drivhusgasserne bedst begrænses. Diplomater fra 150 lande mødes mandag i Bonn til en 12 dages konference for at forsøge at løse uenigheden om Kyoto-protokollen. Uenigheden skyldes især USAs modstand. Aftalen blev vedtaget i Kyoto i Japan i 1997 og skal reducere drivhusgasserne, der af de fleste forskere anses for at være skyld i den globale opvarmning. Vrangvillighed USAs delegation vil være betydelig mindre end de 100, som deltog i et møde om samme emne i november i Haag. Alligevel har amerikanerne endnu ikke udnævnt en delegationsleder og er først lige begyndt at forhøre sig hos embedsmænd på lavt niveau, om de kan deltage. Tidligere embedsmænd i udenrigsministeriet siger til USA Today, at det skyldes, at Bush-regeringen er imod Kyoto-aftalen og ikke vil gøre nogen særlig indsats for at få detaljerne på plads og løse resterende problemer. Miljøminister Christine Todd Whitman oplyste i sidste uge i et interview med Ritzaus Bureau, at USA kun vil optræde som observatør i Bonn netop på grund af uenigheden. Kendt kritiker For flere måneder siden lovede Bush ellers, at USA ville udarbejde et alternativ til Kyoto-aftalen, men ingen forventer, at det bliver præsenteret i Bonn. Regeringen har ganske vist nedsat en arbejdsgruppe på ministerplan, men den har endnu sit første møde til gode. Det kommer ikke som nogen overraskelse for miljøaktivisten og filmskuespilleren Robert Redford. I en sønderlemmende kritik af præsidenten siger Redford til det tyske ugemagasin Stern, at præsident Bush er en »ignorant«, når det gælder miljøspørgsmål. »Bush aner ikke, hvad der sker«, mener Redford og tilføjer, at Bush ikke er klar over, »at vi alle lever i en global landsby«. Redford kritiserer præsidenten for at være alt for afhængig af rådgivere, der har en fortid i industri og militær: »De er blinde og døve over for de seneste 40 års forandringer. Det er en tragedie, for vi kunne virkelig lære meget af andre lande«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























