Milosevic på anklagebænken

Jugoslaviens detroniserede leder nægter at anerkende FN-retten. Foto: AP
Jugoslaviens detroniserede leder nægter at anerkende FN-retten. Foto: AP
Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Hans blik er ikke til at tage fejl af, da han kommer ind i retslokalet. Trodsigt med et stænk af arrogance. Først med adresse til de tre dommere. Og derefter rettet mod journalisterne bag glasvæggen ganske få meter fra hans stol. To bredskuldrede FN-vagter bliver stående, mens den tidligere jugoslaviske præsident sætter sig på den stol, der er beregnet til den anklagede. Slobodan Milosevic er ulasteligt klædt. Mørkt jakkesæt. Slips. Og lyseblå skjorte. Som om han vil demonstrere, at det internationale samfund ikke har slået ham ud. Klokken er lige før 10.00 i går ved FNs krigsforbryderdomstol i Haag i Holland. Tre fotografer har fået lov til at komme ind bag glasvæggen. Med store telelinser skyder de med skarpt mod den tidligere så usårlige Milosevic. Det varer omkring et minut. Så sendes fotograferne ud igen. Nu venter alle på de tre dommere. En tredje vagt foran Milosevic forsøger at få ham til at tage et par høretelefoner på, så han kan høre oversættelsen af retsmødet på serbokroatisk. Med et irriteret udtryk vinker Milosevic ham af. Klar til kamp Kort før hans entre havde domstolens chefanklager Carla Del Ponte sat sig i det andet ringhjørne. Klar til kamp. Med sit velfriserede hvide hår og det sædvanlige lidt bistre udtryk. Ingen forventer dog en egentlig styrkeprøve. Dette er et forberedende retsmøde, hvor den forhenværende statsleder præsenteres for anklagerne om at være hovedmanden bag deportationen af 740.000 albanere og adskillige massakrer under 1999-krigen i Kosova. En høring, hvor han skal svare på, om han erklærer sig skyldig eller ej. Selve retssagen begynder først til næste år. Og til den tid ventes Milosevic også at være anklaget for krigsforbrydelser i Bosnien og Kroatien i perioden 1991-95. Ingen advokater Ingen er dog i tvivl om Milosevic' holdning til skyldsspørgsmålet. Via familien har han ladet omverdenen forstå, at han betragter sig som politisk fange. Og at han ikke anerkender krigsforbryderdomstolen. Derfor meddelte han sent om aftenen før retsmødet gennem sin serbiske advokat Zdenko Tomanovic, at han ikke ønskede at udnævne nogen advokater til at forsvare ham ved retsmødet. En række stole foran Milosevic står derfor tomme. Her plejer forsvarsadvokaterne at sidde. Selv bruger han ventetiden på at kigge langsomt hen over de 75 journalister fra hele verden, der har fået lov til at overvære retsmødet i selve retssalen. Kun adskilt af en glasvæg. Pludselig lander hans blik på Deres udsendte. Han holder blikket fast et øjeblik og kører så videre hen over rækken af journalister. Han vil åbenbart vise det internationale pressekorps, at han stadig er en statsmand. Selv om titlen nu er forhenværende, og han sidder bag lås og slå anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. De tre dommere kommer ind i salen i deres sorte og røde kapper. Kun et par minutter forsinket. Alle rejser sig op. Undtagen Milosevic. En af vagterne må bede ham om at stå op. Modstræbende rejser han sig fra stolen. Den britiske dommer, Richard George May, leder retsmødet og sætter sig i midten på podiet. Sag nummer IT-99-37 ved FNs krigsforbrydertribunal kan tage sin begyndelse. Chefanklager Carla Del Ponte præsenterer sig selv og sit team. Derefter vender den britiske dommer sig direkte mod Milosevic: »Mr. Milosevic, jeg ser, at De ikke er repræsenteret af en advokat i dag. Vi forstår, at det er Deres eget valg. De har selvfølgelig ret til at forsvare Dem selv. De har også ret til advokater, og De burde overveje nøje, om det er i Deres egen bedste interesse ikke at blive repræsenteret«. Dommer May understreger, at retsmøderne kan blive »lange og komplicerede«, og han slutter med at spørge den anklagede tidligere statsleder: »Ønsker De noget tid nu til at genoverveje, om De vil repræsenteres?« Foragt Milosevic er dog slet ikke interesseret i den fremstrakte hånd fra dommer May. Foragten lyser ud af hans ansigt: »Jeg anser dette tribunal for at være falsk og anklagerne for at være falske. Det er ulovligt, når det ikke er udpeget af FNs generalforsamling, så jeg har ikke noget behov for at udpege advokater til et illegalt organ«, slår han fast på engelsk. Dommeren ser dog ud til at være forberedt på svaret. Derfor går han hurtigt videre og konstaterer, at »vi går ud fra, at De ønsker at fortsætte i dag uden advokat«. Han præsenterer formålet med det forberedende retsmøde og henvender sig igen direkte til Milosevic: »Det første spørgsmål er anklagen. Som De måske ved, har De ret til at få læst anklageskriftet op nu i retten, før De svarer på skyldsspørgsmålet. Dette er en ret, som De også kan udskyde. Ønsker De at få anklageskriftet læst op eller ej?«. Milosevic svarer kort på engelsk: »Det er Deres problem«. Svaret vækker en vis uro i retssalen, og Milosevic ser ud til at nyde effekten. Men dommeren replicerer uanfægtet: »Mr. Milosevic, De er fremstillet for dette tribunal, og De er inden for dens retsmyndighed. De vil blive retsforfulgt af tribunalet«. Dommer May slår fast, at den anklagede åbenbart ikke ønsker at få læst anklageskriftet op, og han går derefter over til at spørge Milosevic, om han vil svare på skyldsspørgsmålet. Men det vil den forhenværende statsleder slet ikke forholde sig til, og nu slår han over på serbokroatisk: »Formålet med denne retssag er at producere en falsk retfærdiggørelse af NATOs krigsforbrydelser i Jugoslavien«. 12 minutter Den britiske dommer bliver stadig mere irriteret: »Mr. Milosevic, jeg stillede Dem et spørgsmål. Ønsker De at svare på skyldsspørgsmålet i dag eller ønsker De en tilladelse til at overveje sagen nærmere?« »Jeg har givet mit svar. Desuden, dette såkaldte tribunal...«, begynder Milosevic, før dommer May afbryder ham og med bestemt stemme bekendtgør, at retten på Milosevic' vegne fastslår, at han har erklæret sig uskyldig. Men det stopper ikke den tidligere jugoslaviske præsident: »Som jeg har sagt før, så er formålet med dette tribunal at retfærdiggøre krigsforbrydelser i Jugoslavien. Det er derfor, at dette er et falsk tribunal«. Nu er dommer May for alvor blevet træt af Milosevic' politiske taler. »Mr. Milosevic, det er ikke tid til taler«, understreger han og slutter retsmødet med at erklære, at den næste høring vil finde sted i slutningen af august. Slobodan Milosevic rejser sig op. Kigger igen trodsigt ud på journalisterne. Eskorteret af de to vagter går han hen mod døren i hjørnet. Lige inden trækker han op i ærmet og kigger på uret. Hele seancen har kun taget omkring 12 minutter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her