Kinas to ansigter før OL

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Øget undertrykkelse og øget åbenhed. Nyhederne fra Kina godt og vel en uge før Den Internationale Olympiske Komités afstemning om Beijings OL-ansøgning bliver ved med at give et modsætningsfyldt billede. Nyhedstelegrammer og avisartikler giver eksempler på, hvordan Kinas ledere både øger og giver efter for kontrollen. Forfatteren He Qinglian følte sig tvunget til at flygte, efter at politiet øgede deres nærgående undersøgelser mod hende. Intellektuelle, der har udenlandske kontakter, risikerer i stigende grad at stemples som spioner, siger hun i sit første interview efter flugten til USA. He Qinglian er kendt for bogen 'Moderniseringsfælden'. I den kortlagde hun, hvordan ledere på forskellige niveauer udnytter de økonomiske reformer til at plyndre statens midler og berige sig selv. Bogen blev udgivet for tre år siden med støtte fra dele af landets øverste ledelse. Men hendes seneste bog udkom på et lille provinsforlag og blev med det samme forbudt. Hun fik heller ikke lov til at fortsætte med at skrive i den avis i Shenzhen i det sydlige Kina, hvor hun er ansat. Efter at det i april blev kendt, at hun var inviteret til et års ophold ved et amerikansk universitet, har politiet skygget hende hele tiden. Efter en husransagelse gik det op for hende, at myndighederne samlede beviser på, at hun havde 'ulovlige' udenlandske kontakter. Hun frygtede, at de planlagde at arrestere hende, når hun skulle rejse til USA, siger hun til nyhedsbureauet Reuters. Derfor gjorde hun sig fri af sine overvågere og flygtede fra Kina et stykke tid før den planlagte afrejse. Hun drager paralleller til de mange eksilkinesiske forskere, der er blevet arresteret under besøg i Kina i de sidste par måneder, mistænkt for spionage. Falun Gong En anden bekymrende melding kommer fra meditationsbevægelsen Falun Gong. Den meddeler, at femten af dens udøvere er blevet torteret til døde i juni i arbejdslejren Wanjia i byen Harbin i det nordlige Kina. Bevægelsens nyhedsbrev på Internettet er først nu blevet kendt, fordi myndighederne slettede al information. Personalet fik udgangsforbud og deres mobiltelefoner blev taget fra dem, ifølge Falun Gong. Den officielle version er helt anderledes. Ifølge kinesiske regeringsembedsmænd har 14 Falun Gong-medlemmer i en arbejdslejr i det nordlige Kina begået selvmord. I en udtalelse forlød det, at yderligere 11, som forsøgte at begå selvmord, blev reddet af sikkerhedsvagter i Wanjia-lejren i byen Harbin. På den anden side er Kina stærkt på vej ind i verdenshandelsorganisationen WTO. Det vil åbne økonomien og samfundet på en helt ny måde. Telefonselskaberne siger, at det nu vil blive lettere at skaffe abonnementer til almindelige telefoner og mobiltelefoner. Prisen på installering og tilslutning sløjfes fuldstændig. Få regeringer har gjort så meget som Kinas for udbredelsen af telekommunikation og Internet samtidig med, at den har øget overvågningen af websiderne. Aviserne rapporterer stadig om beslutningen fra det styrende kommunistparti, at den vil øge sin medlemsskare ved at tillade selv private entreprenører - det kan blive en ny pressionsgruppe i partiet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her