Politiken mandag: Den tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic er i FN-fængslet i Haag blevet isoleret fra de andre 38 anklagede for krigsforbrydelser i foreløbig en måned. Han er under konstant overvågning, fordi det frygtes, at han måske vil forsøge at begå selvmord. I morgen fremstilles han ved FNs krigsforbryderdomstol for at blive præsenteret for de foreløbige anklager om at være hovedmanden bag deporationen af 740.000 albanere og adskillige massakrer under krigen i Kosova i 1999. Men der kan gå 8-12 måneder, før den egentlige retssag begynder. Allerede til oktober ventes chefanklager Carla Del Ponte at udvide anklageskriftet til også at omfatte krigsforbrydelser i Bosnien og Kroatien i perioden 1991-95. »Om godt tre måneder venter vi at kunne præsentere et anklageskrift for Bosnien og Kroatien. Og vi vil også overveje at udvide anklagerne til at omfatte folkemord. Men det er stadig ikke afgjort«, siger anklagemyndighedens talskvinde, Florence Hartmann, til Politiken. Selvmordsrisiko Slobodan Milosevic risikerer livsvarigt fængsel. Det forventede udvidede anklageskrift samt den lange ventetid på den egentlige retssag lægger et stort pres på ham. FN-domstolen overvåger derfor konstant den tidligere statsledere, som før har truet med at begå selvmord. Domstolen har før oplevet, at én serbisk anklaget i fængslet i Haag har begået selvmord. I 1998 blev den tidligere serbiske borgmester Slavko Dokmanovic fra den kroatiske by Vukovar fundet hængt i sin celle i FN- fængslet i Haag. På trods af at FN-vagter hver halve time besøgte hans celle. Dengang beskyldte Milosevic-styret krigsforbryderdomstolen for at have ansvaret for Dokmanovic' selvmord. Godt en måned senere anklagede regeringen i Beograd igen FN-domstolen for ikke at leve op til tribunalets forpligtelser til at tage sig af de fængslede, da den bosniske serber Milan Kovacevic døde af et hjerteslag i Haag-fængslet. I april i år truede den 59-årige Milosevic med at skyde sig selv, da han blev fængslet i Beograd og anklaget for korruption under sit mange-årige regime i Jugoslavien og Serbien. Selv om han ikke førte truslen ud i livet, har Milosevic flere gange siden lidt af depression. Tragisk baggrund Hans familiehistorie er da også præget af flere selvmord. Hans far skød sig selv i 1962, og hans mor hængte sig i 1974. Det var Milosevic selv, der fandt hende. En onkel tog sit eget liv. Så da Milosevic ankom til fængslet i Haag natten til fredag anført af to vagter, blev han sat under konstant overvågning. Hans blodtryk blev med det samme undersøgt af en læge. Desuden er en psykiater hele tiden klar til at gribe ind, hvis der skulle opstå en nødsituation. Balkans engang så stærke tyran har nu tilbragt næsten fire døgn i detentionscentret med det komplicerede navn Pentient Air Complex Scheveningen kun godt fire kilometer fra selve FN-domstolen i Haag. Centret er en udbygning af et gammelt slot, der fungerer som et hollandske fængsel. Adskilt Adskillige hundrede hollandske kriminelle er indsat i selve fængslet, men de er adskilt fra krigsforbryderdetentionen, som huser Milosevic og de 38 andre anklagede for krigsforbrydelser under Balkankrigene i det seneste tiår. Denne specielle FN-fløj af fængslet har sine helt egne vagter. Som de andre varetægtsfængslede bor Milosevic i en 15-kvadratmeters celle med brusebad, skrivebord og egen kaffemaskine. Han kan også følge den intense dækning af sin sag via satellit-tv. Og ikke kun på tv-stationerne CNN og BBC. Han har også adgang til tv-nyheder fra Serbien, Kroatien og Bosnien og mulighed for at læse aviser samt låne bøger i fængslets bibliotek. Familie og venner får også mulighed for at besøge ham, og som de andre fanger modtager han fem hollandske gylden (ca. 20 kr.) i lommepenge om dagen, som han kan bruge i fængslets forretning, hvor han blandt andet kan købe cigaretter og mad. Milosevic har allerede bedt om at få overført penge, tøj og bøger fra Beograd. Det vil formentlig ske i dag, når én af hans otte advokater, Zdenko Tomanovic, ventes at ankomme til Haag. Foreløbig er det kun Tomanovic, der er indskrevet som forsvarer for Milosevic ved fremstillingen i morgen. Den tidligere jugoslaviske præsident kan også ringe til sin familie, hvilket han gjorde første gang fredag morgen kun ganske få timer efter at han om natten blev overført til fængslet i Haag. Her bad han sin kone om at bede sine advokater om at forsvare ham som 'politisk fange' og dermed forsøge at udfordre krigsforbryderdomstolens legalitet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























