Dansk skuffelse i hiv-debat

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Forebyggelse. Generel fattigdomsbekæmpelse. Og opbygning af sundhedsvæsener i ulandene. Det var hovedpunkterne i udviklingsminister Anita Bay Bundegaards tale i går til FNs generalforsamling om hiv/aids. Udviklingsministeren advarede mod, at medicinalindustriens seneste prisnedsættelser på aids-medicin »vil være til ingen nytte for dem, der behøver medicinen«, med mindre der sker en dramatisk oprustning af de fattige landes sundhedssystemer. Anita Bay Bundegaard pegede i sin tale på den private sektors rolle i kampen mod hiv/aids-epidemien, som hver eneste dag smitter 16.000 mennesker verden over. »Det er godt, at virksomhederne viser voksende vilje til at leve op til deres sociale og moralske ansvar for at gøre medicin tilgængelig for udviklingslandene«, sagde den danske minister i sin tale til regeringsledere, ministre og regeringsrepræsentanter fra hele verden. Men, understregede Anita Bay Bundegaard både i sin tale og i en kommentar inden hun gik på talerstolen: Den private sektors voksende engagement fritager ikke regeringerne for deres store ansvar. »Vi kan jo konstatere, at medicinalindustrien nu i høj grad leverer varen i form af store prisnedsættelser på aids-medicin til udviklingslandene. Samtidig må vi erkende, at de rige landes regeringer slet ikke har levet op til deres forpligtelser om støtte til udviklingslandenes sundhedssystemer«, sagde hun. I sin tale gav Anita Bay Bundegaard i øvrigt direkte udtryk for skuffelse over den evindelige diskussion med de muslimske lande om kvinder, homoseksuelle, prostituerede og narkomaners menneskerettigheder i forbindelse med indsatsen mod hiv/aids. Obstruktion mod bøsser Selv om der i går blev opnået enighed om formuleringer i den globale handlingsplan, der styrker især kvindernes rettigheder, så fortsatte striden mellem de muslimske og især de vestlige lande i kulisserne. De muslimske lande havde obstrueret, at en interesseorganisation for bøsser og lesbiske deltog i en diskussion om behandling og forebyggelse. Først efter adskillige afstemninger i generalforsamlingen blev modstanden stemt ned, så organisationen kunne deltage på lige fod med andre. »Stemningen blandt de vestlige lande er noget rystet over, at det skulle komme så vidt, og vi frygter lidt, hvordan det nu kommer til at gå, når handlingsplanen skal forhandles færdig«, sagde Anita Bay Bundegaard. Det frygtes nu, at de muslimske lande efter gårsdagens nederlag vil forsøge at så ny tvivl om den endelige udformning af den globale handlingsplan, der skal ligge færdig, når generalforsamlingen slutter onsdag. »Det værste, der kan ske, er at landene forlanger, at forhandlingerne om hele dokumentet genåbnes. Det må vi for alt i verden undgå«, sagde den danske udviklingsminister.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her