Historisk aftale i aids-kamp

Udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R) erklærer sig tilfreds med resultatet. Foto: Claus Bonnerup
Udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R) erklærer sig tilfreds med resultatet. Foto: Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

Politiken torsdag: De muslimske lande trak det længste strå, da de sidste uenigheder om formuleringer i FNs handlingsplan for kampen mod hiv/aids blev fejet af bordet. Dermed kunne 189 lande efter måneders hårde forhandlinger i går enstemmigt vedtage planen, som FNs generalsekretær Kofi Annan, betegnede som »en historisk begivenhed«. Klar strategi »Verden er endelig vågnet op og har taget truslen fra hiv/aids alvorligt, og der er nu udformet en klar strategi for kampen mod epidemien«, sagde Kofi Annan, der udtrykte sin store beundring for især det arbejde, de private organisationer - de såkaldte NGOer - har udført rundt om i verden og ikke mindst på selve generalforsamlingen. Der var imidlertid kamp til stregen om forskellige formuleringer i handlingsplanen. Blandt andet om en henvisning til nogle retningslinier - udformet af blandt andre FNs aids-organisation, UNAIDS - der specifikt nævner sårbare grupper som »mænd, der dyrker sex med andre mænd« og prostituerede. Uacceptabelt Disse formuleringer har en række muslimske lande, blandt andet Iran og Egypten, ikke kunnet acceptere. Og derfor valgte de andre lande at stryge henvisningen for at sikre vedtagelsen af en handlingsplan inden afslutningen af generalforsamlingen i går. Kofi Annan erkendte, at de seneste dages problemer med at opnå enighed mellem de muslimske lande og især de vestlige lande har været »smertefulde«. Men samtidig hilste FNs generalsekretær diskussionerne velkomne: »Problemerne er lagt åbent frem, og der er ikke blevet fejet noget ind under gulvtæppet«, sagde Kofi Annan, der i går blev genvalgt til en ny femårs periode som generalsekretær. Renset for 'fy-ord' Trods det, at handlingsplanen nu er kemisk renset for direkte henvisninger til homoseksuelle og prostituerede - i planen benævnt: grupper med risikabel seksuel praksis - betegner både den danske regering og de private organisationer i den danske delegation handlingsplanen som et meget stort skridt fremad. Ikke mindst kvinder og børns rettigheder er aldrig før blevet understreget så tydeligt i et FN-slutdokument, er der enighed om. »Vi har fået et godt og stærkt dokument, som virkelig kan bruges i kampen mod hiv og aids. Vi havde gerne set, at sårbare grupper som homoseksuelle og prostituerede var blevet direkte nævnt, men det samlede indhold er trods alt det vigtigste«, siger udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R). Udbredt tilfredshed Også blandt de private organisationer i den danske delegation er der generel tilfredshed med handlingsplanen. Birgit Westphal Victor, sundhedskoordinator i Dansk Røde Kors, forudser, at handlingsplanen kan gå hen og blive et historisk dokument: »Det er første gang, at verdenssamfundet har fundet sammen om en fælles strategi for både forebyggelse og behandling. Det peger fremad, at planen kobler bekæmpelsen af aids med fattigdomsbekæmpelsen, og at den største indsats bliver målrettet mod de sårbare grupper«, siger hun. Michael Nord, informationsmedarbejder i interesseorganisationen for hiv-smittede HIV Danmark, er »ked af, at referencen til UNAIDS' retningslinier ikke er kommet med i det endelige dokument«. »Men alternativet var, at hele handlingsplanen var blevet revet fra hinanden. Og det, at 189 lande nu er enige, er godt. Nu går vi frem, og vi går hårdt frem«, siger Michael Nord. Skuffet over tabu Aids Fondets direktør, Henriette Laursen, er skuffet over, at det stadigvæk er problematisk bare så meget som at nævne sårbare grupper som homoseksuelle og prostituerede. »Det er nok kommet bag på os, at den slags stadigvæk er til diskussion. Det er en påmindelse om, at der er nogle helt grundlæggende ting, der mangler at komme på plads. Godt politisk lederskab er jo også, at man kan nævne tingene ved deres rette navn«, siger Henriette Laursen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her