Tom FN-kasse truer palæstinensiske flygtninge

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Pengekassen er slunken hos FNs nødhjælpsorganisation UNRWA. 67 mio. dollars underskud i regnskabet og månedlange uroligheder i Israel - kombineret med flere og flere palæstinensiske flygtninge - har nu tvunget organisationen til at bede omverdenen om akut økonomisk hjælp. Nødappellen, som er den tredje inden for kun syv måneder, lyder på 77 millioner dollar. Herudover tegner organisationen sig for et underskud på 68 mio. dollar for i år. Flygtningepres Ifølge organisationens danske generalkommissær, Peter Hansen, er der flere grunde til det vakkelvorne budget. Først og fremmest er antallet af palæstinensiske flygtninge vokset stødt, uden at donorlandenes bidrag til UNRWA er steget tilsvarende i de senere år. Således havde UNRWA få år tilbage 200 dollar per flygtning om året, mod de nuværende 70 dollar om året. Desuden har uroligheder i området skabt yderligere behov for støtte. »Flere steder i Gaza jævnes flygtningeboliger gang på gang med jorden af bulldozere. I stedet må folk bo midlertidigt i telte. Forklaringen er, at der er blevet skudt fra den pågældende lejr - hvilket der meget let kan være - men det er ude af proportioner at svare igen på det niveau over for civilbefolkningen«, siger Peter Hansen og understreger, at det blot er ét af mange problemer. Nødappellen på 77 mio. dollar skal udover lønninger gå til helt basale ting såsom mad, telte, medicin, telte og skoler til cirka 250.000 flygtningefamilier. Ifølge Peter Hansen er beskæftigelsen i Gaza og på Vestbredden stort set forsvundet, antallet af dødsfødsler er fordoblet og sundhedstilstanden forringet siden konflikten genoptrappede sidste år. »Hver læge har måske 120 patientbesøg om dagen, mens skoleklasserne er vokset til 55 børn i hver klasse. Mange kan ikke få medicin. Flere boliger er ved at falde sammen, mens bliktagene giver efter af rust«, siger Peter Hansen. Lønningerne truet FN-organisationen anerkendes som en stabiliserende faktor for det humanitære arbejde i Mellemøsten. Med en medarbejderstab på 22.000, primært palæstinensiske ansatte, er UNRWA Mellemøstens største arbejdsgiver. Kommer pengene ikke hjem, er der ved årets udgang ikke penge til at udbetale løn til de tusinder af lærere, læger, social-, sanitites- og sundhedsarbejdere der arbejder rundt om i flygtningelejre i Libanon, Syrien, Jordan, Gaza og på Vestbredden. Frygter for reaktioner »Hvis vi ender med ikke kunne give vores minimale ydelser, vil folk føle sig forrådte. Nogle vil reagere opgivende, mens andre risikerer at blive meget radikale i deres opførsel«, siger Peter Hansen. Flere lande har dog allerede tilkendegivet at de vil støtte nødappellen, heriblandt Sverige, Schweiz og Holland. I går besluttede udviklingsminister Anita Bay Bundegaard også at yde et ekstraordinært dansk bidrag på 7 mio. kr.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her