Politiken lørdag: Det elektroniske overvågningsnetværk Echelon, som USA står i spidsen for, blev i årevis brugt til spionage mod Japans diplomatiske kommunikation, hævder en newzealandsk forsker. Han siger, at det især var fortrolige oplysninger om japansk handel og økonomi, der var mål for spionagen. Spionforsker i 17 år Nicky Hager, der er tidligere fredsaktivist og miljøforkæmper, har forsket i efterretningsaktiviteter i 17 år, og han hævder nu, at New Zealand og Australien spillede en aktiv rolle i spionagen. Ifølge Hager overvågede de to lande den diplomatiske kommunikation og ansatte japanske sprogfolk til at afkode oplysningerne på vegne af det amerikanske efterretningsorgan National Security Agency, NSA. Europaparlamentet har undersøgt lignende påstande, men konkluderede i maj, at det ikke kunne dokumenteres, at Echelon blev brugt til at udspionere europæiske firmaer. Echelonsystemet af satellitter og lytteposter, der blev opstillet under den kolde krig, er et samarbejde mellem USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand. Ingen indrømmelser Kommunikations- og sikkerhedsstyrelsen under New Zealands regering, der driver to lytteposter, har aldrig indrømmet sin deltagelse i Echelon, selv om både Storbritannien og USA har bekræftet deres engagement i samarbejdet. Briterne og amerikanerne har til gengæld afvist, at Echelon bruges til at skaffe økonomiske oplysninger om allierede. Ifølge Hager etablerede NSA et system til overvågning af Japans diplomatiske kommunikation - projektet fik kodenavnet 'JAD' - som var aktivt så sent som i 1996 og muligvis stadig er det. »Jeg har interviewet de personer, der arbejder med det her. Det var en stor del af projektet«, siger Hager til Reuters. Han tilføjer, at spionagen mod Japan i hvert fald har fundet sted siden begyndelsen af 1980erne. Bekymring for Japan »De mennesker, der var beskæftiget med denne aktivitet, var helt bevidste om, at det var et samarbejde mellem fem nationer, som USA havde taget initiativ til på grund af den økonomiske konkurrencesituation og bekymringen og interessen for Japan som en regional magtfaktor«. Hagers påstande, som den newzealandske regering har afvist at kommentere, drejer sig om en periode, da Japan og USA lå i hårde forhandlinger om handelsaftaler. Spørgsmålet om Japans bileksport var eksempelvis tæt på at udløse en egentlig handelskrig mellem de to lande i 1995. New Zealand forsynet med koder Hager fortæller, at NSA forsynede New Zealand med monitorer samt krypteringsnøglen til den mindst avancerede af de to japanske kodeniveauer inden for diplomatisk kommunikation. Dermed kunne newzealænderne overvåge langt størstedelen af de oplysninger, der blev udvekslet inden for Japans diplomati. Nicky Hager afsluttede sin forskning i 1996 i forbindelse med udgivelsen af bogen Secret Power, men han tror, at JAD-projektet er aktivt den dag i dag. »Det ville virkelig overraske mig, hvis det var indstillet. Det er der ingen grund til«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























