Islamisk parti forbudt i Tyrkiet

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Den tyrkiske forfatningsdomstol forbød i går landets største oppositionsparti, det pro-islamiske Dydens Parti. Forbudet vil formentlig forværre landets forhold til EU, hvilket kan udløse en indenrigspolitisk krise. Forfatningsdomstolen motiverede sin beslutning med en påstand om, at partiet var blevet et samlingspunkt for antiverdslige aktiviteter. Ud over at forbyde partiet ekskluderede domstolen to medlemmer af parlamentet og forbød dem at drive politisk aktiviteter i fem år. Tyrkiets statsadvokat havde sammen med landets magtfulde militær bedt om forbudet med den begrundelse, at Dydens Parti udgjorde en trussel mod landets strengt verdslige politiske system. For fire år siden blev partiets forgænger, det pro-islamiske Velfærdsparti, forbudt på lignende vis. Domstolens beslutning kommer, få dage før den europæiske menneskerettighedsdomstol forventes at afsige dom i en sag, der er rejst mod Tyrkiet af ledere fra Velfærdspartiet. De mener, at lukningen af deres parti er et brud på den demokratiske frihed. Dydens Parti vil formentlig også lægge sag an ved den europæiske domstol. Forfatningsdomstolens dom kommer i kølvandet på samme domstols afvisning af en anmodning fra ministerpræsident Bülent Ecevit og Dydens Parti tidligere denne uge. Politikerne bad om at udsætte beslutningen, så parlamentet kunne nå at vedtage en konstitutionel tilføjelse, som ville gøre forbud mod politiske partier sværere at gennemføre. Ecevit sagde i går, at han var ked af dommen, men lovede, at hans regering vil fortsætte arbejdet for at gøre det sværere at forbyde partier. EU-forhold belastes Dommen kommer i kølvandet på advarsler fra EUs ledere om, at et forbud vil sætte forholdet mellem EU og Tyrkiet på spil. Tyrkiet ansøger om medlemskab af unionen. Iagttagere frygter, at modstandere inden for regeringen af de økonomiske reformer, som er støttet af den Internationale Valutafond (IMF), vil kunne bruge forbudet mod Dydens Parti til at skabe en politisk krise. Det vil i givet fald ske på et tidspunkt, hvor landet har brug for politisk stabilitet mere end nogensinde før. En politisk krise i februar udløste en devaluering på næsten 50 procent af den nationale valuta og medførte, at tusinder af firmaer gik konkurs, og at 500.000 tyrkere blev arbejdsløse. Regeringen, der består af en koalition på tre partier, har vedtaget et økonomisk program, der støttes med 137 milliarder kroner fra IMF. Dette har skabt spændinger blandt koalitionspartnerne. Nationalisterne er utilfredse med det kraftige indhug i statsstøtten til landmænd og med begrænsningen af deres politiske indflydelse på økonomiske nøgleområder. Iagttagere siger, at forbudet mod partiet ikke umiddelbart vil fremtvinge nyvalg. Dydens Partis 100 medlemmer af parlamentet står nu over for valget mellem at slutte sig til andre partier eller at forblive uafhængige. I modsætning til da Velfærdspartiet blev forbudt, har Dydens Parti ikke gødet jorden for at danne et nyt politisk parti. En beslutning fra medlemmerne af Dydens Parti om, hvilket parti man vil slutte sig sammen med, vil kunne ødelægge den hårfine balance mellem de tre koalitionspartnere. Hvis et stort antal medlemmer vælger at slutte sig til det ekstremt højreorienterede Nationale Aktionsparti, kan det true Ecevits demokratiske Venstreparti, der i øjeblikket er den vigtigste koalitionspartner. Medlemmer af Dydens Parti kan også slå sig sammen med mere moderate kræfter og sammen med tidligere medlemmer og Istanbuls borgmester, Recep Tayyip Erdogan, bestræbe sig på at danne et parti, der ikke er helt så islamisk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her