Jordskredssejr til Bulgariens ekskonge

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Bulgarien er et andet land efter parlamentsvalget søndag. Det sagde valgets sejrherre, ekskong Simeon II, da resultaterne blev kendt. De viser, at hans parti, NDSV, har fået godt 43 procent af stemmerne, hvilket er mere end det dobbelte af rivalernes stemmehøst. Den centrale valgkommission oplyser, at den kun to måneder gamle Nationale Bevægelse for Simeon den Anden vil få kontrol med halvdelen af pladserne i parlamentet, som har 240 mandater. Den hjemvendte monark, som ikke har været personligt opstillet ved valget, ventes at blive Bulgariens nye ministerpræsident, men en anden rolle er også mulig. »Vi taler ikke om min politiske fremtid. Noget unikt og uden fortilfælde er sket«, sagde Simeon kort efter valget. Også før har han været tvetydig angående sin kommende status. Nogle iagttagere tror, at den 64-årige Simeon måske vil foretrække at holde sig uden for regeringen og i stedet bruge sin indflydelse fra kulissen. Også dens sammensætning er der mange spekulationer om. Den hidtil regerende borgerlige koalition ønsker ifølge nogle af sine prominente medlemmer at samarbejde med NDVS, men den afgående regeringschef, Ivan Kostov, har endnu ikke udtalt sig. Under valgkampen advarede Kostov gentagne gange mod Simeons manglende erfaringer, populisme og urealistiske løfter. Ekskongen, som vil føre sit land ind i EU og NATO, og som lover at bekæmpe den blomstrende korruption og skabe velstand for bulgarerne på 800 dage, var efter sigende ofte ked af Kostovs angreb. Afviser kritik Simeons tilhængere kalder påstande om hans mangel på erfaringer for ubegrundede og henviser til hans mangeårige virke som rådgiver for store internationale firmaer. Han selv afviser kategorisk beskyldningen om ikke at kende sit land efter 55 år i eksil og siger, at han altid har fulgt udviklingen i Bulgarien. »Intet var mere hårdt for mig end at høre råb om hjælp fra mine landsmænd, som måtte leve på kanten af menneskelig eksistens«, siger Simeon. Kostov, der kom til magten for fire år siden, beklagede i går sin koalitions nederlag. Han sagde, at hans regering havde krævet mere af bulgarerne, end de var villige til at betale. Men han understregede samtidig, at han havde været nødt til at tage de upopulære skridt for at stabilisere økonomien efter en dyb krise i 1996-97. Det ventes, at Kostovs Forenede Demokratiske Kræfter vil tage imod et tilbud fra Simeon, som er parat til at forhandle »med alle partier, der deler de samme grundholdninger«. Ekskongen er interesseret i en bred koalition, og NDVS' anden mulige partner er Bevægelsen for Ret og Frihed, som primært repræsenterer Bulgariens tyrkiske mindretal og sigøjnerbefolkningen. Sammensætningen af Bulgariens næste regering ventes at blive en vanskelig og langtrukken proces. Som Simeon sagde i går: »Vi vil holde de nødvendige forhandlinger, og de vil ikke blive lette«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her