Nyrup nedtoner strid om raketskjold

Lyt til artiklen

I modsætning til Tyskland og Frankrig nedtoner statsminister Poul Nyrup Rasmussen de europæiske landes konflikt med USA om præsident George W. Bushs raketskjold. På et uformelt Nato-topmøde i går har Tyskland og Frankrig netop gjort et nummer ud af at demontrere deres modstand mod den amerikanske regerings planer. Bush siger på sin side, at USA er parat til at lave raketskjoldet hen over hovedet på sine europæiske allierede og Rusland, hvis det skal være. Modsat den tyske og franske konfrontationskurs slår Nyrup Rasmussen på, at hele spørgsmålet om et raketskjold fortsat er uafklaret. »Der er enighed om, at Europa deltager i drøftelser og konsultationer med USA. Og USA har sagt, at de er indstillet på det og på at inddrage Rusland. Jeg lægger stor vægt på, at Danmark er med i den dialog. Og jeg fik bekræftet, at vi er langt fra at være der, hvor der er noget at tage stilling til«, siger Nyrup Rasmussen til Ritzau. Ingen ensidig oprustning Han regner heller ikke med, at det kommer til en ensidig amerikansk opsigelse af gamle koldkrigsaftaler om nedrustning og restriktioner på raketforsvar (AMB-traktaten), sådan som Bush truer med, hvis hans Nato-allierede og Rusland bliver ved at stille sig på hælene. »Jo længere Bush-administrationen sidder med ansvaret, jo tydeligere ser man en amerikansk administration være indstillet på et tættere samarbejde med Europa og Rusland og på en dialog også med Kina«, siger statsminsteren. Venter ingen ballade i NATO Nyrup Rasmussen mener ikke, at Bushs signal om eventuel amerikansk enegang allerede nu giver ballade i NATO. »Så tydeligt hører jeg det ikke. Det, alle siger nu, er, at vi må videreføre vores dialog. Det er for tidligt at lægge sig fast på detaljer«, siger han. Nyrup vil ikke forholde sig til, om en eventuel amerikansk enegang med et missilskjold er acceptabelt«. »Det er ikke aktuelt at tage stilling til det spørgsmål på nuværende tidspunkt«, siger statsministeren. Danmark står i en speciel situation i striden i forhold til de andre europæiske lande, fordi USA har planer om at inddrage sine radarer på Thule-basen i Grønland i sådan et raketskjold. Bush er fortrøstningsfuld Indtil videre mener Bush selv, at hans europa-turne har været en succes. Ifølge ham selv, lagde han i går en dæmper på bekymringerne for det amerikanske raketskjold hos de europæiske NATO-ledere. Præsidenten mener, at han oplevede en ny og mere forstående holdning på NATO-topmødet i går.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her