Politiken tirsdag: »Det er svært at skabe en debat om dødsstraf i USA, fordi amerikanerne er så fokuserede på den endelige løsning i form af dødsstraf. Men en sådan løsning eksisterer ikke - heller ikke i Timothy McVeighs tilfælde. Brugen af dødsstraf avler blot mere vold«. Nancy Bothne fra Chicago var en af de knap 200 demonstranter, der i går var mødt op for at protestere mod henrettelsen af Timothy McVeigh - en af de værste massemordere i USAs historie. 168 mistede livet, og 509 blev såret, da den dekorerede krigshelt fra Golfkrigen kørte en bombe ind foran forbundsstatens Alfred P. Murrah-bygning i Oklahoma City. Som leder af Amnesty Internationals afdeling i Midtvesten er det ikke overraskende, at Bothne er imod dødsstraf: »Jeg er bange for, at den medieombruste henrettelse af McVeigh vil efterlade ar på vores nationale psyke. Jeg mener også, at folk, som overtræder menneskerettighederne, bør straffes. Men ikke med døden - og det gælder både mennesker, der har begået folkemord, og Timothy McVeigh«, sagde Bothne til Politiken. To sider af USA Demonstranterne på både den ene og den anden side, som var placeret flere hundrede meter fra hinanden bag hegn, var et sammenrend af Amerika på godt og ondt. De religiøse var repræsenteret på begge sider. Kelsey Kaufmann fra den lille by Greencastle i Indiana sagde: »Alt liv er helligt. Det er forkert at slå ihjel, som staten gør. Jeg beder for de mennesker, som er hyret og betalt af staten til at slå ihjel med koldt blod«. Wayne Hamilton kunne have været i begge lejre. Han går ind for dødsstraf, men den må ikke udøves af forbundsstaten, som det skete her - kun af enkeltstaterne, mener han. Hamilton forstod baggrunden for McVeighs handling, men »det retfærdiggør næppe, hvad han gjorde i Oklahoma City. Den største trussel mod friheden er imidlertid forbundsregeringen«. »De virkelige ofre fik ikke mulighed for at vælge et sidste måltid eller se tv«, sagde pastor Ruben Israel fra Los Angeles, som stod hos tilhængerne af dødsstraf. »Vi vil ikke lade champagnepropperne springe, men i Biblen står der, at Gud går ind for dødsstraf«. Madge Burton kender selv til smerte. Hendes to døtre og barnebarn blev myrdet for 16 år siden. Morderen afventer sin skæbne på dødsgangen i Ohio. Burton har startet foreningen De Forenede Ofre: »Jeg er her for at vise sympati med ofrene og regeringen. Retfærdigheden sker fyldest. Vi kan ikke tillade, at en enkeltperson går amok, som Timothy McVeigh gjorde i 1995«, sagde Madge Burton til Politiken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























