Irlands Grønne Parti, der spillede en nøglerolle i kampagnen for et nej til EU's Nice-traktat, er i teorien parat til at forhandle med den irske regering om irske EU-forbehold. Men der er ikke egentlige forhandlinger i gang, og De Grønnes talsmand i Dublin betegner den irske regering som »arrogant« og frygter for en langvarig skyttegravskrig mellem ja- og nej-siden. »Jeg skal passe på, hvad jeg siger. For øjeblikket er vi ikke på nogen måde parate til at indgå kompromis med regeringen, men på sigt er det lidt sværere at sige. Regeringen har bebudet et nationalt debatforum, og vi ved ikke, hvordan det vil spænde af«, siger De Grønnes talsmand Stephen Rawson. »Hvis dette forum stilles op på en fair måde, så kan der komme bevægelse, men det, der indtil videre er kommet fra EU-Kommissionen og fra den irske regering er bekymrende. Vi ser den samme arrogance gentage sig, og man kan frygte, at det nationale debatforum bliver kapret af eliten og ja-siden«, tilføjer Rawson.
Rådvildhed i irsk politik efter nej'et til Nice
Lyt til artiklen