Irans præsident, Mohammad Khatami, genvandt sit embede ved valget i går. Khatami, som leder reformblokken i en magtkamp med Irans gejstlige, fik over 50 procent af stemmerne i første valgrunde, og dermed er en ny og afgørende valgrunde ikke nødvendig, oplyser Irans indenrigsministerium. Efter optælling af 70 procent af stemmerne har Khatami fået 19.082.386 stemmer, hvilket er mere end halvdelen af de i alt 35 millioner, der er afgivet. Alt tyder på, at Khatami får 77 procent af stemmerne. Dermed ser det ud til, at magtkampen mellem Khatamis reformister og de konservative gejstlige, der har kontrol med en række vigtige samfundsinstitutioner, vil fortsætte.
Khatami vandt Irans præsidentvalg
Lyt til artiklen