Politiken søndag: Den irske regering blev i går skældt ud for at have været »alt for selvtilfreds« og betragtet den irske afstemning om Nicetraktaten som vundet på forhånd. Og det flertal af vælgere, der havde stemt imod, blev kaldt naive og uvidende af skuffede politikere. For Irlands premierminister Bertie Ahern kom chokket fredag aften, da optællingen viste 54 pct. nej-stemmer imod Nicetraktaten mod 46 pct. ja. Beslutningen er præget af stor ligegyldighed blandt vælgerne, for kun hver tredje deltog i afstemningen. »Vi må overveje meget nøje, hvordan situationen bedst kan løses«, hed det i en defensiv erklæring fra Bertie Ahern. Han ville ikke uddybe i går, men hans talsmand Joe Lennon sagde: »Valget var en skuffelse, men vi accepterer den som et demokratisk udtryk. Det er en meget vanskelig situation både for os og for EU. Her skal ikke trækkes forhastede beslutninger. Vi stoler også på, at EU vil være medspillere. Vi mener, at folk sagde nej, fordi de føler, at EU ikke giver dem nok indflydelse. Folk skal inddrages mere«, sagde Joe Lennon til Politiken. Han forventer ikke et hurtigt udspil fra den irske regering. Udenrigsminister Brian Cowen skal mødes med sine EU-kolleger i Luxembourg i morgen, mens premierminister Bertie Ahern deltager i topmødet i Stockholm fra på torsdag. Det er ikke møder, de to irske regeringspolitikere ser frem til. Premierministeren siger i sin erklæring: »Jeg må indrømme, at det åbenbart ikke er lykkedes for os på ja-siden at vende offentlighedens frygt og negative forventninger, der i mange tilfælde handlede om ting, der er uden for traktaten« (.) Jeg er klar over, at det ikke bliver let at løse problemerne. Vi er nødt til at bruge tid på at overveje sagen og spørge om råd, så regeringen vil ikke komme med nogen hurtig plan for de næste skridt«. Underforstået, siger politiske iagttagere i dag: Der vil komme en ny folkeafstemning om Nicetraktaten, men med nogle tillægsaftaler, der kan berolige de irske vælgere. Og det kan nås næste år, for traktaten skal først træde i kraft med udgangen af år 2002. Nej til dansk model Men regeringen skal forberede en ny afstemning godt. De triumferende nej-sigere vil ikke finde sig i det, de kalder 'den danske model', at spørgsmålet sendes til folkeafstemning, indtil regeringen får det ønskede resultat. »Vi vil have en ny traktat. Den nuværende er forkastet. Vi vil ikke have tillægsprotokoller, der skal forklædes til en ny afstemning«, siger John Gormley til Politiken. Han er et af de to parlamentsmedlemmer for De Grønne, der er det største politiske parti i modstandergruppen. John Gormley lægger vægt på, at partiet er mest utilfreds med, at de mindre EU-lande skal afgive magt og kommissærpladser til de store lande. De Grønne vil i morgen fremlægge deres plan for, hvad Irlands næste skridt bør være. De sejrende modstandere er en meget sammensat gruppe. De består af De Grønne og andre på venstrefløjen. Midt i billedet ligger tværpolitiske grupper som Den Irske Nationale Platform, Nej til Nice og Freds- og Neutralitetsalliancen. Sinn Fein På den modsatte fløj findes Gerry Adams' republikanske Sinn Fein, den politiske udløber af Den Republikanske Befrielseshær IRA. Sinn Fein har benyttet modstanden mod Nicetraktaten til at markere sig som et parti, der har mere at byde på end blot kravet om et forenet Irland - og dermed også bringe sig i position til det næste irske parlamentsvalg. Blandt modstanderne er også den katolske højrefløj, der frygter, at EU vil indføre fri abort i alle medlemslande. Tilhængerne af Nicetraktaten er hele det traditionelle magtapparat: Regeringen, de fire største partier, fagforeningerne, arbejdsgiverne, biskopperne i den katolske kirke samt de største aviser. Netop denne alliance har måske også hjulpet nej-sigerne, for den har givet alle utilfredse vælgere mulighed for at give hele borgerskabet en begmand på én gang.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























