Silvio Berlusconi blev søndag officielt udnævnt til Italiens nye premierminister og bliver dermed leder af landets 59. regering siden Anden Verdenskrig. Samtidig præsenterede den konservative finansmand og mediefyrste sin regering for offentligheden og for præsident Carlo Azeglio Ciampi. Den 64-årige Berlusconi og hans højreorienterede koalition Frihedernes Hus vandt parlamentsvalget den 13. maj. Koalitionen består af fem partier med Berlusconis Forza Italia (Fremad Italien) i spidsen. Desuden deltager Liga Nord og Den Nationale Alliance og to mindre centrumpartier. På de vigtige poster som udenrigsminister og finansminister har Berlusconi udpeget to erfarne politikere. Renato Ruggiero bliver udenrigsminister, mens Giulio Tremonti bliver finansminister. Renato Ruggiero har en lang og glorværdig karriere i italiensk erhvervsliv, i diplomatiet og i italienske regeringer bag sig. Kulminationen på hans internationale karriere var posten som leder af verdenshandelsorganisationen, WTO. Med Ruggiero som udenrigsminister har Berlusconi sikret sig en dreven politiker på den udenrigspolitiske scene. Giulio Tremonti er en nær allieret af Berlusconi og tilhænger af en stram finanspolitik. Han sagde allerede lørdag, at den nye regering ikke kommer med indrømmelser for at dække huller i det statsbudget, han har arvet fra den afgående centrum-ventre regering. Som vicepremierminister udpegede Bersluconi Gianfranco Fini, der er leder af det højreorienterede parti, Den Nationale Alliance. Den kontroversielle leder af Liga Nord, Umberto Bossi, blev minister for decentralisering. Bossi har tidligere ført sig frem med planer om, at det rige Norditalien skal løsrives fra det fattige Syditalien Det er anden gang, Silvio Berlusconi er premierminister i Italien. Første gang var i 1994, hvor hans koalitionsregering brød sammen efter få måneder på grund af intern uenighed. Når han mandag officielt træder til som premierminister, står han over for en række store opgaver. Under valgkampen lovede han hurtig at forbedre landets økonomi, der i de seneste måneder har vist svaghedstegn. Desuden skal han skille sig af med sit store forretningsimperium. Han ejer eller kontrollere stort set alle private tv-kanaler i Italien og oppositionen forlanger, at han skal fralægge sig denne kontrol for at forhindre sammenblanding af hans private økonomiske interesser og de interesser, han skal varetage som regeringsleder. Desuden venter to større retssager mod ham for korruption og ulovlig støtte til partier. På den udenrigspolitiske scene skal han allerede onsdag til møde med ledere fra de øvrige NATO-lande, og i slutningen af ugen skal han til EU-topmøde i Göteborg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























