Aids-aktivist på 12 år død

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Nkosi Johnson nåede i sit korte liv at blive verdensberømt på at skulle dø en forudsigelig død. At en 12-årig dreng måtte påtage sig den rolle, er måske den stærkeste fordømmelse, man kan opdrive, af Sydafrikas svigt af sine 4,7 millioner hiv-smittede. Nkosi Johnson optrådte i juni sidste år på samme scene som sit lands præsident Thabo Mbeki ved den ellevte internationale aids-konference. Nkosis budskab var en lille drengs beskedne appel til verden om at have modet til at omfavne og kysse hiv-smittede som han selv. Hans præsident gjorde sig mest bemærket ved at betvivle, at der er en sammenhæng mellem hiv og aids. Nkosi døde i går morges ved daggry, efter at hans hiv-infektion i januar nåede hjernen og sendte ham i coma. »Han var meget modig og rørte manges hjerter. Han var et lysende eksempel på, hvordan man kan forholde sig til en katastrofe af dette omfang«, sagde Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela få timer efter Nkosis død. Drengens bortgang blev omgående tophistorie i Sydafrikas radioaviser og eftermiddagsaviser, og Nkosis mindehøjtidlighed i weekenden vil blive holdt på landets største fodboldstadion med plads til 100.000 mennesker. Den megen opmærksomhed skyldes ikke blot Nkosis unge alder, men også at han var en af de meget, meget få sydafrikanere, der har turdet fortælle alverden, at de er hiv-positive. Nkosis eget liv var fuldt af eksempler på, hvorfor de fleste tier. Hans hiv-positive mor forlod ham, da han var to, fordi hun blev mobbet af sine naboer. Hans hvide adoptivmor Gail Johnson bragte første gang Nkosis historie i medierne, da forældre til andre børn forsøgte at nægte ham adgang til skolen. Den ligger ellers i et af Johannesburgs angiveligt mest liberale kvarterer, Melville, stoppet til randen med journalister, kunstnere og filmfolk. Nkosi vandt den kamp og var på mange måder langt mere privilegeret end de mellem to og tre millioner sydafrikanske børn, der i år 2010 ventes at være blevet gjort forældreløse af landets aids-epidemi. Anslået 4,7 millioner er hiv-positive, 200.000 døde sidste år af aids, de allerfleste i en atmosfære af tavshed og fornægtelser. »Vi skylder Nkosi tak for at have tilladt, at de bliver husket«, sagde Zackie Achmat, en af de få andre hiv-positive aids-aktivister, der er kendt af offentligheden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her