Politiken lørdag: Den danske regering har gjort mere skade end gavn med sine udtalelser om den følsomme situation i Israel og i de palæstinensiske områder, sagde den danskfødte israelske viceudenrigsminister Michael Melchior i går efter sine møder med statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og udenrigsminister Mogens Lykketoft (S). »Den danske regerings udspil, hvor man har lagt en stor del af skylden for krisen på Israel, har været temmelig problematisk både for os og for hele fredsprocessen. Det har gjort mere skade end gavn«, sagde Michael Melchior, da Politiken talte med ham efter gårsdagens politiske forhandlinger. »Vi er inde i en meget følsom periode. Vi risikerer, at det udspil, som den amerikanske senator George Mitchell er kommet med, den såkaldte Mitchell-rapport, som alle støtter, fordufter, hvis ikke der handles med omtanke«, sagde Melchior. »Jeg har som god ven af Danmark fremført nogle synspunkter, som jeg tror, er vigtige. Det er blevet fremført, at der skal sendes internationale observatører. Det kan vi godt gå med til, når vold og terror er stoppet. Men sendes der observatører nu, hvad kan de så gøre? De kan se, hvad den israelske hær planlægger. De kan ikke observere, hvad der laves af planer for selvmordsbomber og andre terroraktioner. Hele konflikten vil blive internationaliseret, lige nøjagtig hvad den palæstinensiske leder Yassir Arafat ønsker. Internationalisering betyder i hans optik FN, hvor han har et automatisk flertal. Det vil samtidig betyde, at terror og vold betaler sig, og det vil vi sætte os imod. Vi diskuterede med den danske regering andre modeller for observation, der ikke betyder folk på stedet«, fortalte Melchior. Michael Melchior afviste kategorisk, at det er udvidelse af de omstridte bosættelser på Vestbredden og Gaza, der udgør noget problem. »Vi har en aftale om, at spørgsmålet om bosættelserne skal afklares i en slutfase af forhandlingerne. Situationen i dag er, at folk flytter fra bosættelserne. De 720 nye huse, som er blevet så meget omtalt, er ikke nye. De har været på tegnebrættet i lang tid, men de bliver ikke bygget. Der vil ikke blive inddraget én kvadratmeter af palæstinensisk jord eller offentligt ejet område i nogen nye bosættelser eller israelsk kontrolleret område. Det kan jeg garantere for«, sagde han. Michael Melchior lagde hele ansvaret for den otte måneder lange krise entydigt på Arafats skuldre. »Han må gøre et forsøg på at stoppe terrorismen og volden. Jeg siger ikke, at han kan sikre det 100 pct. Men han må tage det første skridt, stoppe 10-20-80 pct. af volden. Men jeg tror ikke, at han har fattet, at han ikke kan opnå noget med vold. Israel har for 11 dage siden erklæret ensidig våbenhvile. Svaret har været et brag af nye aktioner. Det kan Israel ikke i al evighed forholde sig passivt til«. Han indrømmede, at der var betydelige uoverensstemmelser i den israelske samlingsregering, der rækker fra Arbejderpartiet helt ud til de ekstreme højrepartier. Han insisterede på, at han ikke ville blive »ét sekund«, hvis det var højrefløjens linie, der blev den dominerende. »Ministerpræsident Ariel Sharon har indrømmet, at krigen ikke kan vindes. Der kan kun skabes fred gennem en politisk løsning, i modsætning til hvad han sagde under valgkampen. Men det er svært at være optimist. Hvis ikke der tages politiske skridt til at få Mitchell-rapporten ført ud i praksis, så er der kun en afgrund. Så er det et frit fald«, konkluderede Michael Melchior.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























