Der var tirsdag atter voldsomme uroligheder i Indonesien. Flere steder i landet, især i den østlige del af Java, gik præsident Abdurrahman Wahids tilhængere amok og angreb eller satte ild til officielle bygninger. Det skete dagen før, at parlamentet skulle samles for at tage stilling til en eventuel rigsretssag mod den skandaleramte præsident. Politiet i Østjavas største by, Surabaya, sagde, at sikkerhedsstyrkerne skød tre mand, da demonstrationerne udviklede sig til regulære kampe. Over 3000 af præsidentens tilhængere kastede sten mod soldaterne udenfor en offentlig bygning i byen. Ifølge politet blev tre demonstranter såret af skud, mens flere andre - heriblandt adskillige politimænd - blev ramt og såret af sten og andre hjemmelavede våben. Omkring 132 blev arresteret. I byen Pasuruan i Østjava gik omkring 4000 andre Wahid-tilhængere til angreb på en kirke og et kinesisk tempel, som de ifølge politiet satte ild til. Demonstranterne forsøgte også at angribe den lokale politistation. Urolighederne har stået på i to dage. Også mandag angreb omkring 10.000 af Wahids tilhængere i byen Pasuruan et kontor, der tilhører vicepræsident Megawati Sukarnoputris parti, som leder rigsrets-forhandlingerne mod præsidenten. Selv om Wahid mandag i sidste øjeblik blev renset for alle korruptionsanklager, fastholder de tre største oppositionspartier, heriblandt Megawatis parti, at der skal indledes en rigsretssag mod ham. De voldsomme kampe har givet de indonesiske sikkerhedsstyrker sved på panden. De frygter, at det kun er en smagsprøve på, hvad der virkelig venter, når Indonesiens parlament samles i Jakarta onsdag morgen for at diskutere, om Wahid skal stilles for en rigsretssag for anklager om korruption og manglende kompetance. Tusinder af Wahids tilhængere fra Østjava, hvor præsidenten hædres som en muslimsk helgen, er strømmet ind til Jakarta forud for samlingen. Og omkring 2500 demonstranter protesterede tirsdag eftermiddag ved Monas, det nationale monument, lige overfor præsidentpaladset. De væbnede styrker og politiet var tirsdag landet over i højeste beredskab af frygt for, at Wahids mere fanatiske tilhængere vil angribe vicepræsidentens støtter. Nogle af præsidentens mere ekstremistiske fans har truet med alt fra selvmordsbomber til angreb på offentlige bygninger. Sikkerhedsstyrkerne har slået en jernring rundt om parlamentet. Wahid selv truede igen - ifølge sin talsmand - med at erklære landet i undtagelsestilstand, hvis rigsretssagen mod ham gennemføres.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























