Den ændrede magtbalance i det amerikanske senat tvinger USAs præsident, George W. Bush, til at være mere lydhør over for Europa, og det kan forsinke planerne om et raketskjold, men raketskjoldet kommer, vurderer Per Stig Møller, udenrigsordfører for de konservative. »At Bush og republikanerne har mistet flertallet i senatet ændrer ikke ved, at USA stadig arbejder på at opbygge et raketskjold. Der er et klart flertal i den amerikanske befolkning for raketskjoldet, og planerne støttes også af demokraterne og den tidligere demokratiske præsident Bill Clinton«, siger Per Stig Møller til Ritzau. Han forudser dog, at den ændrede magtdeling i senatet vil tvinge Bush-administrationen til at inddrage Europa mere i processen hen mod et raketskjold. »Nødvendigheden af at forhandle med Europa er blevet tydeligere, fordi demokraterne lægger større vægt på det. Bush er nødt til at optræde mere diplomatisk, og det kan forsinke projektet, men målet er uændret«, siger han. Europa skal heller ikke regne med, at demokraternes nye flertal i Senatet kan puste liv i den globale klimaaftale - Kyoto Protokollen - som blev sendt til tælling, da Bush som nyvalgt præsident ophævede USAs tilsagn til aftalen. »Hele Senatet har stemt imod Kyoto på tværs af partiskel, så en frafalden republikansk senator ændrer ingenting«, siger Per Stig Møller. Derimod forudser han, at George W. Bush kan få sværere ved at få gennemført sin nye energiplan med blandt andet flere atomkraftværker. Den vigtigste konsekvens af, at den republikanske senator James Jefford torsdag valgte at blive løsgænger, bliver ifølge Per Stig Møller, indenrigspolitisk. USAs sundheds-, uddannelses- og socialpolitik vil blive mere demokratisk præget. »Her vil det virkelig kunne mærkes. Bush har hidtil afvist demokraternes sundheds- og uddannelsesprogrammer, men nu vil han være tvunget til at nedlægge veto imod dem, og det vil tvinge ham til forhandling, for ellers sættes tingene i stå«, siger Per Stig Møller.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























